Kronik: Hele Danmarks triumf

Hvor tit sender du et smil til en person, som du ikke har mødt før? Hvor tit indleder du spontant en samtale med en landsmand, som du aldrig før er stødt på?

Det er ikke ofte vel? Vi danskere kan godt være lidt introverte, og vi er ikke altid lige dygtige til at bryde isen. Vi foretrækker at se hinanden lidt an, før vi får munden på gled.

Hvor tit har du så krammet hundredvis af tilfældige mennesker på gaden og løftet dem op i begejstring? Kastet dig ud i fællessange med vildt fremmede og ladet dine følelser føre dig gennem aftenen og natten i en sand lykkerus? 

Hvis du er gammel nok til at have oplevet Danmarks befrielse i 1945, så har du måske oplevet det. Den 4. maj om aftenen, da nyheden om tyskernes kapitulation kom i radioen, stimlede danskerne sammen i byernes gader og lod begejstringen få frit løb i en spontan folkefest, hvor der var plads til alle. Festen fortsatte gennem hele foråret og sommeren med parader, hyldester og folkemøder.

Kun én anden begivenhed siden dengang tåler sammenligning i forhold til omfanget af glæde, fællesskabsfølelse og spontan folkefest. Fodboldlandsholdets sejr ved EM-slutrunden i Sverige for 25 år siden. 
Da den schweiziske dommer, Bruno Galler, ved stillingen 2-0 fløjtede finalen mod Tyskland på Nya Ullevi i Göteborg af, fik den danske befolkning igen lejlighed til at give slip på sin tilbageholdenhed og kaste sig i armene på hinanden. Scenerne fra befrielsen gentog sig. I hvert eneste hjørne af det danske kongerige blev der jublet, danset og sunget. Alle barrierer var nedbrudt. Danskerne festede. 

Selvfølgelig var fodbolden omdrejningspunktet, men det var meget mere end sport. EM-guldet cementerede vores selvforståelse som en slags ”Klodshans-nation”, der uden at træne kunne slå det store Tyskland - og som skabte indtrykket af, at vi kunne stå på egne ben uden for det store EU (”If you can’t join them, beat them”). Kort sagt: EM fungerede som en slags forstærker, der kan skrue op og ned for verserende politiske, kulturelle og nationale strømninger. Helt som vi har set, at f.eks. rugby-VM fik stor betydning i Sydafrika under Nelson Mandela eller fodbolden i Tyskland efter 2. Verdenskrig.  

Som ved befrielsen sluttede festen ikke, da befolkningen endelig lagde sig i seng. Dagen efter, da spillerne ankom til Københavns Lufthavn, blev de hyldet af hundredtusindvis af danskere på vejen ind mod Rådhuspladsen, og festen fortsatte gennem hele den solbeskinnede ’92-sommer med lokale fejringer af spillerne og træneren. Juni 1992 er i øvrigt den tørreste og varmeste juni, DMI nogensinde har registreret. Var det tilfældigt? Ja, selvfølgelig, men det føltes ikke tilfældigt – det føltes som den naturlige og fortjente ramme om det perfekte sommereventyr. Et eventyr, som kom i slipstrømmen på jerntæppets forsvinden, murens fald og Sovjetunionens opløsning, og som dermed havde gode vækstbetingelser i en tid præget af optimisme. Paradoksalt nok opfattede mange danskere den krig, der fandt i sted i Jugoslavien som meget langt væk - på trods af at det var de ulykkelige omstændigheder, der gjorde, at vi overhovedet kom med til EM i Sverige.

Fællesskab i en fragmenteret tid

Det fortæller alt om sportens betydning i og for Danmark, at en vundet fodboldkamp kan udløse en fest og en samhørighed, som man skal tilbage til afslutningen på besættelsen for at finde lignende. Alle, der oplevede finalen, kan i dag – et kvart århundrede senere – minutiøst beskrive, hvad de lavede den dag, hvor John ’Faxe’ Jensen og Kim Vilfort skød EM-titlen til Danmark. Helt som folk kan huske, hvor de var, da John F. Kennedy blev skudt, eller da Berlinmuren faldt. Om det var i Göteborg, foran storskærme på Roskilde Festival, i sommerhuse eller foran et 14 tommers billedrørsfjernsyn med flimrende billeder på en campingplads ved Gardasøen. Familiefædre begav sig ned i kældrene og fandt de allerhelligste årgangschampagner frem, og naboerne bankede på dørene med favnene fuld af øl på glasflasker.

Triumfen i Sverige definerede også Danmarks omdømme i udlandet. Vi var en populær sejrherre i Europa. Historien om en flok spillere fra en lilleputnation, der kom med på afbud og vandt det hele gik rent ind.

Danmark besejrede mod alle odds Europas største fodboldnationer, og det gjorde vi i kraft af holdånd, fight og troen på det umulige. Dermed sendte de danske spillere og træner Richard Møller Nielsen et budskab om, at intet er umuligt. Store ting lader sig gøre, hvis man har viljen og er klar til at gøre en indsats. At det så ikke var alle af vore spillere, der kom direkte fra stranden i klip-klapper er så en detalje, som ingen rigtigt gider at gå op i… 

Årsagen til, at EM fik så stor en betydning er uden tvivl, at der ikke er så meget, der binder os sammen mere. Tidligere var der kun én TV-kanal og dermed også kun én national ”offentlighed”, som forskerne udtrykker det. På arbejdet diskuterede man derfor, hvad man havde set i TV - om det så var Laudrups lækkerier, hvem der havde skudt JR Ewing i Dallas eller Mads Skjerns genvordigheder i Matador. Tingene ændrede sig allerede lidt med TV2s ankomst i 1988, men er intet i forhold til i dag, hvor der er utallige ”offentligheder”. Især den yngre del af befolkningen vælger public service-tv og aviserne fra. I stedet sammensætter de deres eget medieforbrug via streamingtjenester, sociale medier og diverse apps, hvor de abonnerer på indhold på baggrund af deres specifikke interesser. Det er glimrende, at teknologien giver alle disse muligheder, og hvis den bliver brugt fornuftigt, kan alle danskere blive mere oplyste og klogere. Men udviklingen betyder også, at medie-/kulturforbruget hele tiden bliver mere individuelt. Man hører måske en podcast, læser en artikel eller ser en film fra udlandet, som har høj kvalitet, men de er sjældent udgangspunkter for samtaler, da familien, kolleger og bekendte ikke har set eller læst det samme. Kort sagt: vi mangler den fælles referenceramme.
Her er det, at sporten stadig kan noget helt særligt. Det så vi under EM i 1992, men senest også ved OL i Rio for snart et år siden. De danske atleter klarede sig over al forventning og leverede et historisk godt resultat med 15 medaljer. Atleterne og lederne i Rio kunne i den grad mærke opbakningen fra den danske befolkning, som kvitterede for de gode resultater med blandt andet 3,3 millioner likes og kommentarer på DIF’s og Team Danmarks OL-facebookside under legene. Dertil kan lægges den interaktion, der var på de enkelte atleters sociale medier.

Selvom vi i dag finder vores medieindhold mange forskellige steder, så formåede danskerne at samle sig om atleternes præstationer. OL-finalen i håndbold, hvor Danmark på OL’s sidste konkurrencedag besejrede Frankrig og vandt guld, blev således set af over to millioner danskere. Det var 9 ud af 10 danskere, som så tv på det tidspunkt. Her var der igen tale om en begivenhed, som danskerne var fælles om, og som skabte stolthed over at være dansk. Det skal ikke forveksles med den form for aggressiv nationalisme, som desværre vinder frem rundt om i verden i disse år – det er derimod en naturlig stolthed over, at repræsentanter fra ens lille land, klarer sig fremragende i konkurrence med langt større nationer. Det skal man have lov til at glæde sig over og fejre.

EM-sejren giver til den nye generation

Uanset hvordan man vender og drejer det, er sporten med til at holde sammen på os som nation. Og for dem der ikke selv kan huske EM-triumfen for 25 år siden, er begivenheden for længst blevet gengivet på det store lærred. Sidste år trak ”Sommeren ’92” fulde huse og solgte 320.000 billetter. Helt ligesom store fodboldbegivenheder også i Tyskland har givet inspiration til filminstruktører med klassikeren ”das Wunder von Bern” (om VM-sejren i 1954) som nøgleeksemplet. Men ikke nok med det: generationer, der kom efter 1992, har også nydt godt af triumfen på anden vis. For DBU var der nemlig en fornuftig økonomisk gevinst forbundet med sejren. Ikke i en størrelsesorden, som tåler sammenligning med, hvad en EM-sejr i dag ville indbringe, men nok til at gøre en forskel og skabe nogle muligheder, som børn i dag nyder godt af.

I dag er dansk fodbold et andet sted og herrelandsholdet kæmper for at nå VM i 2018. Men de unge talenter er der – både på A-landsholdet og på U21-landsholdet, der her i juni har deltaget i EM som den tredje slutrunde på tre år. Eksperterne taler om de mest talentfulde årgange i årevis – og på tværs af dansk fodbold har DBU og klubberne investeret store millionbeløb i at skabe ’verdens bedste talentudvikling’. 

En del af millionerne fra det europæiske fodboldforbund blev således brugt til at etablere fodboldskoler i sommerferien for børn i hele landet. Det er derfor ikke tilfældigt, at fodboldskolerne i år kan fejre 25 års jubilæum. 27.500 børn deltager i denne sommer på en fodboldskole, hvor de får rørt sig, har det sjovt og finder nye venner. Konceptet er sidenhen udvidet, så der i dag er specielle fodboldskoler (Get2 Fodboldskolerne) i socialt udsatte boligområder, så børn fra alle familier – også fra de familier, der ikke har så mange penge – kan deltage i fodboldskolerne og dermed blive en del af fællesskabet. Med andre ord har Peter Schmeichels fantomredninger i kampen mod Tyskland været direkte medvirkende til, at cirka en halv million danske børn siden hen har været på fodboldskole.

Den næste fest kan være lige om hjørnet

For at danske sportsudøvere igen kan fejre store triumfer, kræver det, at danske politikere, virksomheder og fonde støtter op og sikrer sporten gode vilkår. Heldigvis mærker vi denne opbakning i det daglige. Blandt andet har skiftende regeringer bakket op om arbejdet med at skaffe store internationale idrætsbegivenheder til Danmark. Til næste år skal der eksempelvis være VM i ishockey. Kampene spilles i Jyske Bank Boxen i Herning og i Royal Arena København – to flotte arenaer, som begge er bygget i dette årti. Måske bliver Danmark verdensmester, hvilket ville give genlyd verden over. Det virker ikke umiddelbart sandsynligt, men helt ærligt – ville det værre en større sensation end den, der fandt sted i Sverige for 25 år siden? Lektien fra ’92 er, at hvis man står sammen, tror på det og kæmper i fælles flok, så er alt muligt.

I 2020 skal der næste gang være EM i fodbold, og for første gang nogensinde lægger Danmark græs og stadion til. Fire af kampene skal spilles her i landet, nærmere bestemt København – forhåbentlig med dansk deltagelse. Måske er det her, at der skal placeres en ny milepæl for dansk idræt. En milepæl som får os til at juble sammen og skyde brystet frem, når vi bevæger os i udlandet.

Måske skal vi slet ikke vente så lang tid, men kun i en måneds tid. Den 16. juli spiller det danske kvindelandshold nemlig sin første kamp ved EM i fodbold i Holland. Kvindefodbold er stort i Danmark, og hvis man kigger på aldersgruppen 13-18 år, så er det vores største pigesport. Landsholdet er begavet med nogle meget interessante profiler. Pernille Harder, der lige har vundet ”Das Double” med Wolfsburg, er en decideret verdensstjerne, og Nadia Nadim er ud over at være en fantastisk dygtig spiller også en inspirerende personlighed, der bl.a. løfter i debatten om, hvad det i 2017 vil sige at være dansker. Kamp nummer to mod Holland er allerede udsolgt, og vi er sikre på, at danskerne vil bakke holdet op og deltage i deres jubel, hvis de kommer langt i turneringen. Det så vi faktisk allerede under EM i Sverige for 4 år siden, hvor der var flere danskere, der så EM-semifinalen end Tour de France.

Traditionelt har der ikke været stor opmærksomhed om kvindefodbold. Men det er ved at ændre sig. Hvor hovedkanalerne under sidste EM først kom med på vognen helt til sidst, kommer både DR og TV2 til at dække EM til sommer. Men vi ikke er helt i mål endnu - hverken i medierne, klubberne eller i DBU. Præcis derfor har DBU nedsat en kvindekommission, der skal sikre, at fodbolden ikke primært finder sted på mændenes og drengenes præmisser. Hvordan kan det f.eks. være, at pigerne ifølge en undersøgelse fra forrige år fortsat får de dårligste baner, trænere, dommere og træningstider? Forhåbentligt kan Kommissionen her komme med nogle anbefalinger og sætte en debat i gang, der kommer den danske sportsverden til gavn. Hvis sporten fortsat skal kunne forene og være et nationalt samlingspunkt, er det afgørende, at vi fremmer og hylder alle sportsudøvere - uanset køn og for den sags skyld også etnicitet. Lige så afgørende er det, at sportsudøverne (assisteret af forbundene) i endnu højere grad er bevidste om, at de som rollemodeller kan bidrage til at håndtere vanskelige samfundsproblemer. Kampagnen mod Homofobi er blot ét nyt eksempel blandt mange. Et andet er, at målscoreren til 2-0 på Ullevi (Kim Vilfort, forstås) gik forrest under Folkemødet på Bornholm og samlede et stjernehold, der deltog i Asylcup. 

Når EM-slutrunden sparkes i gang om få uger i Holland, er der derfor igen meget mere på spil end blot fodbold. Uden at lægge unødigt pres på kvinderne, så har Harder, Nadim, Veje etc. også mulighed for at skrive dansk kulturhistorie. Og hvad kunne være bedre end at fejre EM-sejren i Sverige med, at sommeren 1992 afløses af sommeren 2017 med et nyt EM-trofæ? ’92-holdet viste i hvert fald dengang, at alt er muligt via sammenhold, en god træner og et besøg på McDonald’s.