Hummel skifter køn på kvinderne

Kvindelandsholdets kommende EM-deltagelse får slet ikke den opmærksomhed, som de ville have fået, hvis det havde været herrelandsholdet, der stod over for en slutrunde. Det mener holdets sponsor hummel, der er gået til modsvar ved at skifte køn på kvindelandsholdets spillere – sådan da.

Mange husker nok ikke, at et dansk kvindelandhold i 1971 tog Verdensmesterskabet i fodbold – endda før kvindefodbold officielt blev optaget i DBU. Herrelandsholdets EM-triumf i 1992 huskes til gengæld af alle – og fejres hvert år.

Ikke godt nok, mener hummels ejer Christian Stadil. Tøjgiganten er sponsor for både herre- og kvindelandsholdet, og for at sætte mere fokus på kvindernes forestående EM, er kvindelandsholdet sammen med hummel gået med til at skifte køn i kampagnen ”Hvis jeg var en mand…”. I hvert fald for en periode på Facebook, hvor kvindelandsholdets spillere i går ændrede deres køn til ”mand”.

”Vi forsøger at gøre en forskel for de hold, vi sponsorerer,” siger Christian Stadil. ”Og her har vi altså nogle vildt dygtige fodboldspillere, som langt fra har fået den kredit, de fortjener – og som de helt sikkert ville have fået, hvis de var mænd. Vi håber, at det kan hjælpe pigerne til at får endnu mere af den opbakning, de fortjener under EM", siger Christian Stadil. 

Og ikke nok med det, så har holdets højreback Theresa Nielsen gået med til at gennemgå en make-over, hvor hun ender ud med skægstubbe og en langt mere markeret hage. 

Landsholdsspilleren håber, at kampagnen kan være med til at skabe mere opmærksomhed på hende og hendes kolleger:

”Jeg gør det her, fordi det er på tide, at kvindelige fodboldspillere bliver taget seriøst som atleter. Selvfølgelig er der også et glimt i øjet, men videoens budskab er alvorligt ment: ”Er det mon dét, der skal til, før kvinderne får den anerkendelse, de fortjener?” Jamen, så er det dét, vi må gøre,” siger Theresa Nielsen.

Hos DBU er man ikke i tvivl om, at landsholdsspillerne fortjener anerkendelse og ikke mindst lige vilkår i forhold til deres mandlige kolleger:

”Kvindelandsholdsholdet fortjener endnu bedre forhold på alle områder. Det kæmper vi for i DBU ved blandt andet at skaffe endnu flere stærke samarbejdspartnere, en ny talentchef specifikt med fokus på pige- kvindesiden og mon ikke der også venter nogle spændende anbefalinger til, hvordan vi kan gøre det hele meget bedre fra kommissionen for flere piger og kvinder i dansk fodbold?”, siger Katja Moesgaard, der er administrerende direktør i DBU A/S. 

Kvindelandsholdet spiller sin første kamp til EM på søndag mod Belgien. Kampen kan opleves fra kl. 20.15 på DR1. 

Log ind