Venindedrøm går i opfyldelse for U17-piger

Landsholdsdebut er noget af det største, man kan opnå som dansk fodboldspiller, og slyngveninderne Fie og Laura kan se frem til at dele den mindeværdige oplevelse med hinanden, når U17-pigelandsholdet om kort tid spiller to kampe mod Belgien.

Video: Alexander Paaske - DBU


Der var et ekstra glimt i øjet og et bredere smil på læben hos to piger, da U17-pigelandsholdet fredag stemplede ind på Copenhagen Go Hotel i Tårnby.

Fie Steenberg Hansen og Laura Lillholm Petersen, der i løbet af det seneste halve år har knyttet et rigtigt tæt bånd både på og udenfor fodboldbanen, kan side om side trække i den røde trøje for første gang, når Danmark tester formen med to kampe mod Belgien fra søndag.

I sommer startede de to 16-årige piger på samme efterskole og fodboldhold, OdenseQ, og blev hurtigt gode veninder. Efter kort tid blev de enige om, at det kunne være lidt sjovt at debutere sammen på landsholdet, og her få måneder senere kan Fie og Laura næsten mærke græsset under debutantstøvlerne

"Vi snakkede om, at drømmen var at debutere sammen på landsholdet. Det bliver helt specielt at trække trøjen over hovedet," siger Fie, der suppleres med et stort smil af fodboldveninden Laura: "
Det er noget, man har drømt om, siden man startede med at spille fodbold. Og vi vil give den hele armen!".

Fie og Laura var på skiferie med efterskolen, da deres lærer bad dem om at tjekke deres mail, hvor der lå en indkaldelse til U17-pigelandsholdet. Det blevet fejret i ren matchvinder-stil

"Vi hoppede bare rundt af glæde,” siger Laura om venindernes reaktion på den dejlige besked.

Pigerne går i samme klasse på efterskolen og hører begge til på midtbanen, hvor de har spillet 12 ud af 13 kampe sammen fra start for OdenseQ U18 i efteråret. Men på trods af det nære forhold, har pigerne ikke forberedt en fælles jubelscene, hvis én af dem skulle sparke bolden i nettet.

"Nej, det har vi faktisk ikke. Men skulle det ske, finder vi nok ud af noget," siger Fie grinende. 

Én ting er at få debut på landsholdet, men at kunne gøre det sammen med en god veninde, gør milepælen til noget ekstra specielt. Det er tydeligt at mærke på de to friske piger, der glædeligt hilste på alle deres landsholdskammerater ved ankomsten til Tårnby. 

Optakt til Elite Round

Fie og Laura har to muligheder for debut og med tanke på, at der er tale om to testkampe i løbet af 44 timer, kan de vist godt gøre plads i maven til en god omgang sommerfugle.

Den første kamp spilles søndag klokken 15, mens det andet opgør finder sted tirsdag klokken 11. Begge kampe spilles i Tubize og markerer også Lene Terps debut i spidsen for pigelandsholdet.

Samlingen og de to træningskampe fungerer som optakt frem mod UEFA Elite Round i Bosnien i marts, hvor modstanderne er Bosnien, Wales og Norge. 

Du kan møde de to forventningsfulde piger i videoen øverst i artiklen.

Se U17-pigelandsholdets program her

Se truppen mod Belgien her

Log ind