Talentkonference: DBU vil fremtidssikre talentudviklingen

Det handler om debat, udvikling og inspiration, når DBU for første gang i over 20 år samler danske licensklubber og andre talentansvarlige i Kolding til en stor talentkonference på drengesiden. Oplæg og paneldiskussioner med både nationale og internationale profiler skal skabe indsigt og fælles mål for dansk elitefodbold på herresiden.

En fremtidsforsker, en engelsk A-landstræner og en dansk klubtræner. 

Når DBU i januar inviterer de danske licensklubbers talentansvarlige, trænere, uddannelsesansvarlige, sportschefer og landstrænere med til talentkonference 2018, er det med et imponerende setup af nationale og internationale profiler, der alle har taget turen til Kolding med ét formål – at inspirere og diskutere dansk talentudvikling på drengesiden – hvor står vi, og hvor vil vi gerne hen?

”Vi er i et land som Danmark meget afhængige af, at vi har en tæt dialog og et konstruktivt samarbejde med de danske klubber, der udvikler spillerne. Derfor har vi sammen med klubberne taget initiativet til at samle alle ansvarlige i både DBU og klubregi samt andre interessenter på området til to dage, hvor fokus vil være både på nutiden og fremtiden for dansk talentudvikling,” siger Teddy Pedersen, der er formand for DBU’s Herreeliteungdomsgruppe, som er initiativtager til konferencen. 

Gareth Southgate med engelsk inspiration
Flere end 300 personer fra den danske herreelitefodboldscene vil over to dage kunne høre fremtidsforsker, ph.d. Jesper Bo Jensen, der tager udgangspunkt i den danske samfundsmodel og giver nogle bud på muligheder og begrænsninger for dansk talentudvikling.

Den engelske A-landstræner og tidligere U21-landstræner, Gareth Southgate, fortæller i sit oplæg om den engelske talentstruktur ’Best In Class’-model, som den tidligere landsholdsspiller har været med til at udvikle på vegne af the FA, og implementere i England. 

Der kigges også op mod nord, hvor vores islandske naboer har imponeret på fodboldscenen. Hvad er det, der lykkedes i Island, og hvad kan vi i Danmark lære af eksemplet Island i talentudviklingen? Det fortæller den nuværende kvindelandsholdstræner og scout på det islandske herrelandshold, Freyr Alexandersson, om. Læs mere om ham her.

DBU’s Talentudviklingschef på drengesiden, Flemming Berg, ser frem til, at der ikke kun diskuteres og debatteres i Kolding, men at man også udnytter den unikke mulighed til at styrke samarbejdet mellem DBU og klubberne og hele tiden stræber efter at blive endnu bedre.  

”Vi skal i Danmark have fælles mål for at kunne konkurrere på højeste niveau – både i klubberne og på de danske herrelandshold. Derfor er det afgørende, at vi både styrker det allerede stærke samarbejde, vi har i dag imellem klubberne og DBU, men at vi også er villige til at lære og udvikle os, så vi hele tiden optimerer. Det er nødvendigt for et land som Danmark, hvis vi skal kunne være med på højeste niveau – og det er alt andet lige der, det er sjovest at være,” siger Flemming Berg.

Talentkonferencen finder sted den 9.-10. januar 2018 på Hotel Comwell i Kolding. Se programmet for talentkonferencen her.

Log ind