Danmark taber medrivende EM-finale

Danmark kom tidligt foran, og kom også tilbage på 2-2, men de rød-hvide måtte til slut se sig slået 4-2 af Holland. Dermed må Danmark nøjes med EM-sølv.

6. august 2017 er en dato, der for altid vil stå mejslet ind i dansk fodboldhistorie. Det var dagen, hvor landsholdet skulle spille EM-finale mod Holland, begge nationers første finale ved en EM-slutrunde.

På et udsolgt stadion i Enschede åbnede kampen livligt, og det var til Dannmarks fordel. Der var kun spillet en god håndfuld minutter, da Katrine Veje gled igennem på venstrekanten og på midten fandt Pernille Harder.

Hun ekspederede bolden videre til Sanne Troelsgaard, der i feltet blev nedlagt. Straffespark, en mulighed Nadia Nadim ikke lod gå fra sig. Med ekstrem sikkerhed gav hun Danmark drømmestarten.

Hurtigt svarede Holland dog igen. Lynhurtige Shanice van de Sanden overløb Cecilie Sandvej og fandt med en perfekt tværbold Vivianne Miedema, der bragte balance i regnskabet.

Kampen var i første halvleg meget lige, men det var Holland, der tog føringen kort før den halve time var rundet. Lieke Martens tog chancen fra kanten af feltet, og hendes hårde spark var uden for Stina Lykkes rækkevidde.

Anfører Pernille Harder ville dog ikke se de hollandske offensiv-spillere stjæle rampelyset, så kort efter føringen udlignede hun. Harder skabte selv chancen, trak i feltet og scorede med et hårdt, fladt spark ved roden af nærmeste stolpe.

Der blev ikke scoret mere i en særdeles livlig første halvleg, men anden halvleg var kun fem minutter gammel, da Sharida Spitse bragte Holland tilbage i front. På et frispark sparkede hun fladt under en hoppende dansker, og det snød Stina Lykke i målet.

De 28.132 tilskuere kunne herefter se Holland sætte sig forholdsvis solidt på kampen. Danskerne havde svært ved at få etableret angrebsspil, mens hollænderne holdte godt på bolden.

Vivianne Miedema fik en kæmpechance for at bringe Holland på 4-2, da hun fik en fri flugter ved bageste stolpe, men Stina Lykke kom forrygende ud og fik afværget hollænderens hårde spark.

Katrine Veje fik i den anden ende en god mulighed for at bringe Danmark på 3-3, da Pernille Harder efter hårdt arbejde på kanten fandt hende i feltet, men Vejes afslutning strøg tæt forbi mål.

I jagten på en udligning, blev Stine Larsen smidt tilbage i angrebet, hvor hun også startede turneringen. Hun gav noget mere fysisk råstyrke i de mange dueller, men kom ikke frem til de åbne chancer.

Sanne Troelsgaard kom fem minutter før tid ekstremt tæt på udligningen, da hun på en returbold halvflugtede. Bolden havde kurs mod det ene målhjørne, men bøjede lige forbi stolpen.

Kort før tid blev det i stedet 4-2 Holland. På en kontra trak Vivianne Miedema flot ind i banen og udplacerede Stina Lykke.

Danmark må ned nederlaget på 4-2 se Holland løbe med guldet, mens den danske spillere kan hænge en særdeles velfortjent sølvmedalje om halsen. 

Log ind