VM-kval byder på lidt af det hele

Det danske kvindelandshold skal krydse klinger med Sverige, Ungarn, Kroatien og Ukraine, når VM-kvalifikationen sparkes igang til efteråret. Landstræner Nils Nielsen glæder sig over det mangfoldige felt, men føler sig langt fra sikker på avancement.


Nils Nielsen glæder sig over en mangfoldig modstandergruppe. Foto: Mirko Kappes

Der blev i dag trukket lod til den kommende VM-kvalifikation, hvor Danmark med sin nuværende placering som nummer 15 på verdensranglisten lå i seedningslag 2 sammen med blandt andre naboerne fra Island. Lodtrækningen inddelte de 35 europæiske nationer i syv puljer, hvoraf alle 1´ere går direkte til VM i Frankrig 2019. De fire bedste 2´ere spiller om den sidste europæiske plads til verdensmesterskabet.

Danmarks kommende modstandere i kampen om VM-billetter ser således ud:

Sverige
Ukraine
Ungarn
Kroatien

Landstræner Nils Nielsen ser frem mod kvalifikationsspillet med lidt rystende hænder: 

"Vi er havnet i en svær pulje - det er helt sikkert. Ukraine er et hårdt hold at møde på udebane, Unggarn har et kuld af unge spillere, som har fået rutine og fik mange point i den sidste kvalifikation og Kroatien lukker ikke mange mål ind. Og så er der Sverige, som jo notorisk er hårde ved os. Jeg synes ikke, at vi har været heldige med den lodtrækning og vi har ingen lette kampe, så vi skal være på tæerne hver gang. Det er ikke nok bare at blive nummer to - vi skal være blandt de bedste toere og med vores gruppe er der ingen, der er oplagt til at nappe den plads," siger Nils Nielsen. 

Fordelingen af Danmarks kampe i VM-kvalifikationen fastlægges i denne uge og offentliggøres på kvindelandsholdets Facebookside.   

Log ind