Frederik Tingagers karantænepoint nedsættes

OB-forsvarsspilleren Frederik Tingagers karantænepoint for udvisningen i kampen OB-Randers FC bliver nedsat fra 36 point til 4 point efter fejlkendelse.

OB´s Frederik Tingager blev efter en halv times spil udvist med direkte rødt kort i mandagens Alka Superliga-kamp mellem OB og Randers FC. Udvisningen faldt for en forseelse, hvor kampens dommer Lars Christoffersen vurderede, at Tingager berøvede modspilleren for en oplagt scoringsmulighed. OB meddelte efterfølgende, at de ikke var enige i, at forseelsen kunne takseres til et rødt kort.
 
Forelagt den skriftlige henvendelse fra OB har kampens dommer, Lars Christoffersen, efter at have gennemset TV-klip af episoden, erklæret sig enig i, at den tildelte udvisning til Frederik Tingager rettelig skulle have været en advarsel.
 
Med henvisning til de disciplinære bestemmelser paragraf 1i) 1d kan Fodboldens Disciplinærinstans forhøje eller nedsætte karantænepoint for en forseelse, der medfører advarsel eller udvisning. På den baggrund har instansen valgt at nedsætte Frederik Tingagers karantænepoint fra 36, som det direkte røde kort gav, til 4 point svarende til en B5-advarsel for at ”berøve oplagt scoringsmulighed - uden fare for modspiller.”
 
Du finder kendelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans her.

Log ind