Fodboldklubber får huspriser til at stige

Har din by en velfungerende fodboldklub, så kan det aflæses både på salgspris og liggetid, når du skal sælge dit hus. Sådan lyder det fra en vestjysk ejendomsmægler, som får opbakning af en landsbyforsker.

Fodboldklubber får huspriser til at stige
Af: Martin Weibel

 

”Der er ingen tvivl om, at en velfungerende fodboldklub er vigtig i en salgssituation. Især for børnefamilier. Den kan bidrage positivt til både liggetiden og salgsprisen.”

Sådan lyder det fra Jesper Andersen, som er indehaver af Danbolig i Lemvig og kredsformand hos Dansk Ejendomsmæglerforening:

”Et stærkt foreningsliv er altafgørende for et samfunds overlevelse, fastholdelse og ekspansion. Det er min klare opfattelse. Og det kan aflæses på huspriserne. Men især på liggetiden. Det kan være uhyre svært at sælge et hus, hvis der ikke er det her gode sammenhold i byen, som en velfungerende fodboldklub er garant for.”

Og han bliver bakket op af landsbyforsker Jørgen Møller, der er lektor ved Center for Fysisk Planlægning ved Aalborg Universitet:

”Man må ikke være i tvivl om, at rygtet bliver spredt vidt omkring i de omkringliggende samfund, hvis en by har et velfungerende foreningsliv. Og skulle man ikke kende til foreningen på forhånd, så kan man jo sagtens finde ud af det det i dag ved at besøge deres hjemmeside eller Facebookside.”

Han understreger dog, at det er vigtigt at faciliteterne er i orden, så foreningen eller fodboldklubben netop opleves som et rart sted at være.  

 

Et stærkt foreningsliv er altafgørende

Det er især hos børnefamilierne at en god fodboldklub bliver placeret højt på prioriteringslisten, når de køber hus, fortæller ejendomsmægler Jesper Andersen.

”Hvis vi får et hus til salg, som ligger i en by med en velfungerende fodboldklub, så skriver jeg det allerede ind i salgsopstillingen. På den måde prikker jeg lidt til folk, som lægger vægt på dét, og dem er der mange af,” siger han.

Log ind