Døllefjelde Musse støttes for stærkt arbejde
Døllefjelde Musse IF er blevet valgt som ’Fyrtårnsklub’ af DBU’s Ungdomsfond og modtager 25.000 kroner. Bestyrelsesmedlem i fonden, Preben Elkjær, fortæller, at støtten kommer som belønning for klubbens engagerede arbejde med fastholdelse af teenage-spillere og frivillige arbejde for at få råd til deltagelse i en turnering i Barcelona. 31 andre klubber får også støtte.
Holdbillede af ungdomsspillere i Døllefjelde Musse. Foto: Døllefjelde Musse Idrætsforening
DBU’s Ungdomsfond har uddelt støtte til 32 fodboldklubber for deres arbejde med ungdomsspillere.
En af disse klubber er Døllefjelde Musse Idrætsforening, der er blevet udvalgt som ’Fyrtårnsklub’ og modtager 25.000 kroner som anerkendelse for et stærkt socialt, engagement og stor fokus på fastholdelse af piger og spillere i slutningen af teenageårene.
Ekstraordinært arbejde for rejse belønnes
Preben Elkjær er nyt bestyrelsesmedlem i DBU’s Ungdomsfond, og han fortæller, at Døllefjelde Musse gjorde sig ekstra fortjent til støtten af flere årsager.
”De har gjort en stor indsats for både drenge og piger, og så kigger vi i Ungdomsfonden desuden på, om de selv har bidraget til at få stablet turen på benene. Og det har de i den grad,” siger Elkjær med henvisning til, at forældre fra klubbens ungdomsafdeling har hakket økologisk spinat hos en lokal bondemand og tjent 25.000 kroner til finansieringen af turen, mens spillerne har solgt julelodder for 8.500 kroner.
Klubben søgte midlerne hos ungdomsfonden til finansiering af deltagelse i en ungdomsturnering i Barcelona, hvor fire af klubbens hold deltager (U16-piger, U14-drenge, U17-drenge og U19 drenge). Spillerne skulle hver især have betalt 2.995 kroner, men med støtten fra DBU’s Ungdomsfond falder prisen på turens deltagelse tilstrækkeligt til, at alle 65 spillere har råd til at komme med ifølge klubbens ungdomsformand, Vibeke Borre.
Hun ansøgte om midler hos fonden på vegne af klubben og kan slet ikke få armene ned af ren begejstring.
”Det betyder rigtig meget for os. Det er et kæmpe skulderklap og en belønning for det arbejde, vi har lavet de seneste år, siger Vibeke Borre og fortsætter.
”Som en breddeklub på landet må vi tage af de spillere, vi har. Vi har nogle rigtigt engagerede trænere og forældre, og vi er gode til at rumme alle,” siger hun.
De andre 31 fodboldklubber modtager alle 10.000 kroner, som ligeledes skal bruges til støtte til rejser, ophold eller lignende til ungdomsspillere fra U13 til U19.
Du kan se listen over de 32 modtagere af støtte fra DBU’s Ungdomsfond lige her.