At være frivillig i en af dansk fodbolds 1650 klubber er en gave. Vi får lov til at være en del af lokalsamfundet, vi skaber fremtidens landsholdsspillere, og vi får lov til at bruge vores fritid på det, vi mener er verdens sjoveste spil.  Hvad der til gengæld er knap så sjovt, er det stigende antal krav, betingelser og rammer, der efterhånden er ved at udvikle sig omkring foreningslivet. Fra forældre og fra et samfund, der forventer effektivitet og servicering. Krav, der kan kvæle virkelysten og engagementet blandt de frivillige i Danmark.

Her er et eksempel fra virkeligheden i fodboldklubben om en træner, der var hos os i mange år. Denne træner var ham, der rakte hånden op først, da vi udarbejdede et antimobbe-koncept, han indkaldte til forældremøder, han lavede mobilpolitikker og arrangerede busture og turneringer. Kort sagt: en af den slags ildsjæle, der er guld værd for en fodboldklub, og som er hjertet i en forening, der gerne vil gøre en forskel.

En mor var utilfreds med, at hendes søn ikke længere er på førsteholdet, og hun konfronterede træneren med det.

Hun fortsatte sine henvendelser til træneren både pr mail, på sms og ved personlige konfrontationer i klubben. Træneren brugte nu næsten den samme mængde tid på denne mor, som han brugte på at være træner for resten af holdet. Til sidst var træneren kørt så langt ned, at han måtte droppe træner-gerningen.

Fodboldholdet mistede en fantastisk træner, klubben mistede en en vigtig frivillig og træneren selv har i en lang periode mistet troen på sig selv. Vi har jo lyst til at sige til den utilfredse mor: ’det er også din klub. Så hvis du vil have lavet noget om, så meld dig ind i bestyrelsen. Tag et ansvar - ligesom træneren fra historien gjorde. Indtil det blev for meget. Klubben er ikke os og jer. Klubben er vores.’

Vi laver gerne regler og politikker, og vi tager gerne et ansvar. Men vi må have fornuften og rimeligheden tilbage i forventningerne til en frivillig forening. Ellers dræber vi simpelthen det drive og engagement, der ligger i det danske foreningsliv.

I alle klubber er der krav om børneattester, vi laver klubværdier, forældreaftener, siger ja til anti-mobbe projekter og sender vores trænere på uddannelse hos DBU og andre, der hjælper os med at håndtere de mange forventninger og er med til at dygtiggøre os.

For krav og forventninger er der nok af; ønsker om at vi skal sætte fokus på snus, NGO’er der vil have fokus på menneskerettigheder eller anti-diskrimination, uddannelser i førstehjælp, levnedsmiddelkontrol, diskussioner om APV, kørselsregler, risiko ved hovedstød, evne til at kunne spotte misbrugs- og sårbare børn, afvikling at tiltag rettet mod socialt udsatte, integration, sundhedstilbud og meget mere. Danmark er bygget på et aktivt foreningsliv og fællesskabstanken om, at enhver yder efter evne og nyder efter behov.

Det fundament skal vi passe på, at vi ikke får til at skride under fødderne på os med de stigende antal krav, rammer og regulering, som vi pålægger de frivillige. Vi bliver nødt til at se selvkritisk på, hvad vi er begyndt at kræve af hinanden.

Det er, som om at vi har glemt, at vi selv er en del af fællesskabet. At foreningsliv og frivillighed ikke er et tag-selv-bord, men et sammenskudsgilde, hvor du tager pastasalaten med, hvis jeg kommer med frikadellerne. Og andre har måske kun mulighed for at tage en flaske vand med og det er også helt fint.

Men vi eksisterer ikke i et vakuum. Vi er jer. Og det er vores fælles ansvar at få foreningslivet til at leve og blomstre. Vi er også skolelærere, politibetjente og direktører ved siden af vores engagement i foreningslivet.

Vi oplever et stigende virvar af regler, der bestemmer, hvor og hvor længe folk uden for arbejde må være frivillige i deres fritid uden at miste deres ydelser. Derfor er det positivt at læse om beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens udmeldinger på det område. Det er vigtigt at anerkende den værdi, der ligger i det frivillige arbejde.

Et andet område, der kan nævnes er øget dokumentationskrav og evaluering. Det er de færreste af os, der bliver frivillige for at sidde og udfylde papirer. Vi er der for sagen og de sociale relationer.  Det hedder en ildsjæl, fordi man brænder for noget. Men når man brænder for noget, kan man også brænde ud.  Sammen skal vi værne om dem, der giver så meget til vores fællesskab og deres ild skal holdes i live. 

Bragt i Politikens debatsektion den 24. april 2017