To oversete episoder giver karantæne
Både Mads Agesen, Randers FC, og Markus Holgersson, AaB, idømmes to spilledags karantæne for episoder i den seneste superligarunde, som kampenes dommere ikke observerede.
Fodboldens disciplinærinstans har idømt Mads Agesen, Randers FC, og Markus Holgersson to spilledages karantæne for at gøre sig skyldige i en adfærd, der i alvorlig grad er voldsom, og som kampenes dommere ikke så og dermed ikke vurderede under kampene.
9. september vandt Randers FC 2-0 over Lyngby. I det 42. minut sparkede Randers FC-spilleren Mads Agesen ud efter og ramte Mathias Tauber fra Lyngby BK. To dage senere slog AaB's Markus Holgersson sin albue bagud og ramte Christian Jakobsen fra Brøndby.
Da Ingen af episoderne blev observeret af dommerkvartetterne, har fodboldens disciplinærinstans i henhold til de disciplinære bestemmelsers §1i-1)a af egen drift valgt at behandle episoderne.
De to dommere, Jens Maee og Michael Tykgaard, har efterfølgende begge vurderet episoderne til udvisning, og efter at have gennemgået tv-optagelserne af episoderne finder instansen, at både Mads Agesen og Markus Holgersson gør sig skyldige i en adfærd, der i alvorlig grad er voldsom jf. § 1i-1)a i de disciplinære bestemmelser.
I henhold til fodboldlovens § 12 medfører det udvisning at gøre sig skyldig i voldsom adfærd, og med henvisning til DBUs Love § 30.1 d) 11 tildeles Mads Agesen og Markus Holgersson begge to karantænedage svarende til 36 karantænepoint, som skal afsones i førstkommende kampe i Alka Superligaen.
Jens Hjortskov (formand), Jakob Berger (næstformand), Stig Pedersen, Jesper Hansen, Kim Høg Madsen og Steven Lustü har deltaget i sagens behandling.
Se afgørelsen her (Mads Agesen)
Se afgørelsen her (Markus Holgersson)