Thorning-Schmidt skal styrke kvindefodbold

Ny kommission skal sparke gang i et målrettet arbejde med at udvide pige- og kvindefodbolden i Danmark. Direktør for Red Barnet International, Helle Thorning-Schmidt, skal stå i spidsen for kommissionens arbejde.


Langt flere piger og kvinder skal have glæde af fodboldens muligheder for motion og sundhed, fællesskab og sjove oplevelser. Og fodboldens verden kan få glæde af større mangfoldighed med flere piger og kvinder – både på og udenfor banen.

Det er målet med en ny kommission for kvindefodbold, som skal skabe nye ideer og svar på, hvordan der kommer flere piger og kvinder i dansk fodbold. Kommissionen skal mødes en række gange over de næste år og løbende rapportere til DBU’s bestyrelse. 

Formand for kommissionen bliver Helle Thorning-Schmidt, der er direktør for ’Save the Children’, der er Red Barnets internationale interesseorganisation. Den tidligere statsminister glæder sig til arbejdet med at sikre flere kvinder på banen og på lederposter i fodbolddanmark:

”Fodbold forener og sikrer et fællesskab, fordi det kan spilles hvor som helst og af hvem som helst. Flere end 63.000 piger og kvinder spiller fodbold over hele Danmark, men der er muligheder for, at vi kan få endnu flere til at engagere sig i, hvad der af forskerne betegnes som verdens sundeste sport. Samtidig vil vi gerne have flere kvinder ind på bestyrelses- og formandsposter i klubberne. Jeg vil være med til at sikre, at vi også i fodboldens verden i fremtiden ser en større mangfoldighed af både mænd og kvinder,” siger hun.

Kommissionen er en del af DBU´s nye initiativer for pige- og kvindefodbolden. I foråret 2016 udkom rapporten ´Pigernes Stemme’, der blandt andet viser, at pigerne ikke føler sig værdsat og prioriteret i deres sport. Samme oplevelse deles af mange tidligere landsholdsspillere. Kommissionen skal komme med ideer til, hvordan det gøres mere attraktivt at spille og arbejde med fodbold – og til det arbejde er det en stor styrke at have en tidligere statsminister for bordenden, siger DBU´s formand, Jesper Møller.

”Vi vil udvikle pige- og kvindefodbolden, så endnu flere får glæde af fodboldens mange muligheder for øget sundhed og fælleskab. Større mangfoldighed er vigtigt for dansk fodbold, men også vigtigt for vores bidrag til samfundet omkring os. Derfor er vi særligt glade for, at Helle Thorning-Schmidt har sagt ja til at stå i spidsen for kommissionen,” siger Jesper Møller.

Kommissionen samles første gang i løbet af efteråret. Udover Helle Thorning-Schmidt består kommissionen af repræsentanter fra en lang række virksomheder og organisationer, herunder fodboldverdenen. Lykke Friis bliver næstformand og blandt de øvrige medlemmer er Nina Groes, direktør i Kvinfo, Christian Stadil, ejer og bestyrelsesformand for hummel mfl.

 FAKTA: Helle Thorning-Schmidt:

  • Direktør i Save the Children
  • Danmarks statsminister 2011-2015 og formand for Socialdemokraterne, 2005-2015.

FAKTA: DBU´s nye kommission for pige- og kvindefodbold

Kommissionen skal komme med bud på, hvordan pige- og kvindefodbolden kan vokse i Danmark. Den skal komme med konkrete initiativer, der kan sikre en fordobling af pige- og kvindespillere, samt mangedoble antallet af kvinder blandt dommere, frivillige og trænere.

Kommissionen er uafhængig af DBU og arbejder med en målsætning om at komme med anbefalinger til:

  • Hvordan pige- og kvindefodbold kan bidrage til at løse samfundets udfordringer inden for sundhed, integration, uddannelse med mere.
  • Hvordan fodbold kan give piger mod og styrke til at gå efter målet – både i fodbold og i livet som helhed.
  • Hvordan DBU sikrer diversiteten i fodbolden, så flere får del i fodboldens glæder – sundhed, sjov og det udviklende fællesskab.
  • Hvordan samfundet kan nyde godt af flere piger og kvinder i fodbold – kommercielt, sundhedsmæssigt osv.
  • Hvordan DBU skaber en stærk elite gennem flere aktive piger og kvinder.
  • Hvordan fodbolden får glæde af piger og kvinder, der tilfører nye ideer og nye energi gennem deres engagement både på og udenfor banen.
  • Hvordan DBU via en yderlig og alternativ branding kan styrke pige- og kvindefodbolden.

Log ind