Sådan ser fremtidens fodboldklub ud

Flere vil dyrke individuel sport. Fodboldklubberne må ruste sig og møde udviklingen, siger forsker.


Repræsentanter for de nordiske fodboldforbund diskuterer græsrodsklubbernes udfordringer under Nordic Grassroots Workshop i København, september 2016.

Skal DBU nå sit ambitiøse mål om at 450.000 fodboldspillere i Danmark i 2025, så skal der fart på udviklingen i klubberne.

Det er den klare melding fra ph.d.forsker og idrætspolitisk konsulent i DGI Storkøbenhavn, Kasper Lund Kirkegaard, da han talte på Nordic Grassroots Workshop, der blev afholdt i København i denne uge. Her mødes repræsentanter for de nordiske fodboldforbund og diskuterer fælles udfordringer og løsninger.

Fremtidens fodboldbaner er ladet med individuelle hensyn, men også socialt samvær og fællesskab.

”Mens der er en stor gruppe, der stadig gerne vil træne som man gør langt de fleste steder i dag: med 11 mands fodbold og en turnerings-struktur, så vokser gruppen af folk, der har et motions- og sundhedsmotiv. Og her skal klubberne være klar til at lave nye tilbud,” siger Kasper Lund Kirkegaard.

For mange dansker vil have træning på deres præmisser. Det skal være på fleksible tidspunkter. Der skal være noget for entusiasten, der vil have 1 til 1 træning med en personlig træner, og der skal være noget for dem, der bare gerne vil slappe af med deres idræt og hygge sig socialt med de andre i klubben.

”Fremtidens fodboldklub skal kunne rumme begge dele. Det er nødvendigt, hvis DBU skal kunne imødegå den udvikling, som resten af samfundet ser indenfor sport og træning,” siger Kasper Lund Kirkegaard.

Fodbold Fitness kan være første skridt

Arbejdet med at lave nye tilbud i klubberne er i gang. Det fortæller visionskonsulent i Projekt Bevæg dig for Livet, Casper Boe Jensen, som også holdt oplæg på Nordic Grassroots om erfaringerne med at indføre en ny type træning i klubberne:

”For tre år siden startede DBU med at tilbyde et nyt koncept, Fodbold Fitness. Det har taget os lidt tid at få det rullet rigtigt i gang, men nu er det ligeså stille ved at blive en del af klubbernes fodbold-DNA ved siden af seriefodbold og old-boys-hold”, siger han.

Styrken ved fodbold-fitness er, at man spiller for at være sund og for at have det sjovt fremfor at vinde. Og det appellerer til de mennesker, der ellers ville vælge et fitnesscenter, siger Casper Boe Jensen.

”Jeg har oplevet, at vi startede i en klub, hvor vi lavede en højtprofileret kickoff dag. Her kom der to journalister, en repræsentant fra DBU, to bestyrelsesmedlemmer fra klubben og så én deltager. Og i dag er de 40 til træning på selvsamme hold hver gang – og der er fire-fem på venteliste. Så nu er problemet faktiske blevet at finde ledige baner”.

I forhold til kravet om fleksibel træning i det modernes menneskes travle kalender, så har Fodbold Fitness også noget at byde på, siger Casper Joe Jensen:

”Min oplevelse er, at folk gerne vil prioritere det, når der er tale om én ugentlig træning. Så er det faktisk en fordel: så bliver møder og andet sat til side, for dér ved man, at den står på træning med kammeraterne i klubben. Men mange hverken kan eller vil træne tre gange om ugen.”


Log ind