DBU-formand ser frem til fornyelse

Sloveneren Aleksander Ceferin er valgt som ny UEFA-præsident med opbakning fra 42 af 55 medlemslande. Nu skal der fokus på fodbold, siger DBU-formand.



Med opbakning fra hele 42 af 55 medlemslande blev den 48-årige slovener Aleksander Ceferin i dag valgt som ny UEFA-præsident. 

Valget er et skridt i den rigtige retning i forhold til at skabe en altafgørende fornyelse og kulturændring i hele UEFA, vurderer DBU-formand, Jesper Møller, der gav den danske stemme til den slovenske fodboldformand. Han glæder sig over det høje stemmetal på den slovenske kandidat samt, at der efter afgørelsen også var opbakning fra hans modkandidat, Michael van Praag, der er formand for det hollandske fodboldforbund og medlem af UEFA’s ExCo.

“Det er godt for samarbejdet i UEFA, at Ceferin har fået så stor opbakning blandt de 55 UEFA-medlemslande. Nu er det tid til at sætte fokus på fodbold fremfor personer og penge – og ikke mindst på udviklingen inden for vores fire fokusområder; good governance, klubturneringer, græsrodsfodbold og pige-kvinde-fodbold,” siger Jesper Møller. 

Ifølge DBU-formanden har det været vigtigt, at der har været en åben valgkamp mellem to kandidater. For Jesper Møller har det været afgørende, at den slovenske fodboldformand kommer udefra og dermed har bedre mulighed for at gennemføre forandringer end en person, der i forvejen er en del af UEFA-systemet. 

“Det er altafgørende, at der kommer fornyelse og forandringer i UEFA, der har stået uden ledelse alt for længe. Vi skal have større respekt for fundamentale demokratiske principper og processer og vi skal have langt større åbenhed om beslutninger og økonomi i UEFA-regi,” siger han. 

DBU har samtidig lagt vægt på at få ændret den seneste UEFA-beslutning om en ny Champions League-struktur, der favoriserer de store klubber og gør det sværere for de små og mellemstore klubber at kvalificere sig til turneringen, ligesom han er kommet med konkrete forslag til bedre demokratiske processer, som skal sikre involvering af blandt andet de nationale forbund og ligaer. Op til valget har Aleksander Ceferin kritiseret processen og beslutningen i skarpe vendinger, som den danske fodboldformand nu forventer ændringer i:

“Vi forventer, at den nye UEFA-præsident sætter sig forrest og ser på, hvordan beslutningen kan blive ændret. Det er uholdbart med en model, der udelukker så mange klubber og lande fra muligheden for at kvalificere sig til Champions League,” siger Jesper Møller.

Aleksander Ceferin er valgt for en fire-årig periode.

Læs mere:

Danmark vil stemme på fornyelsen

UEFA-kandidater luftede visioner i København

Log ind