Yngste spiller imponerer på U17-landsholdet

På trods af sin unge alder har 15-årige Sofie Svava spillet sig i startopstillingen på U17-landsholdet. Landstræneren betegner yngstekvinden som en selvstændig pige med mentalt overskud. Selv siger Sofie Svava, at hun bare spiller så godt, hun kan.


Foto: DBU


U17-landsholdet skal i marts kæmpe om EM-billetten. Med på holdet er den 15-årige Sofie Svava, som på trods af sin unge alder har en vigtig rolle på holdet.

”Jeg kigger på fodboldspillet frem for alder, og nogle gange skal en spiller rykkes op og matches med nogle ældre spillere. Sofie er helt fremme på det fodboldmæssige, og hun er mentalt stærk. Hun er en fantastisk pige, som også fungerer godt uden for banen, og hun er meget selvstændig,” fortæller Danny Jung, U17-landstræner og uddyber:

”Hun har en god tilgang til træning og kampe og indretter sit liv efter fodbolden. Hun elsker fodbold, og det i sig selv er en kæmpe kvalitet,” lyder det fra Danny Jung.

For Sofie Svava er det ikke noget nyt at være ”den unge” på holdet. Det har hun været vant til igennem hele fodboldkarrieren på grund af det store talent, hun besidder. Derfor har hun altid spillet på hold med ældre spillere, hvilket især kommer til udtryk nu, hvor hun har skiftet tilværelsen på B93’s U17 DM-hold ud med 3F Ligaen i Ballerup-Skovlunde.

”Jeg kan godt mærke, at de er en del ældre i 3F Ligaen, og det giver nogle udfordringer - både mentalt og socialt, fordi vi er forskellige steder i livet. Jeg kan mærke, at det går meget hurtigere på banen, så jeg skal tænke hurtigt,” fortæller 15-årige Sofie Svava. 

Hun nikker genkendende til, som landstræneren fortæller, at hun indretter hele sit liv efter fodbolden, men selvom hverdagen er nøje tilrettelagt for Sofie Svava, så sætter hun stor pris på at udleve sin drøm.

”Fodbold er hele mit liv. Jeg går på en idrætsskole på Østerbro, hvor vi spiller fodbold om morgenen. Efter skole tager jeg til Ballerup og træner, og derefter henter mine forældre mig, så jeg kan komme hjem og sove. Sådan er de fleste dage for mig, men jeg synes, det er fedt, for jeg laver det, jeg elsker og udlever min drøm,” lyder det fra Sofie Svava, som bor med familien i Lyngby. 

Det målrettede, unge talent føler intet pres for at levere. 

”Jeg spiller som i alle andre kampe, når jeg spiller på landsholdet. Det er selvfølgelig større at spille på landsholdet, men når jeg er på banen, føles det som alle andre kampe. Jeg tror, det hjælper at tænke på den måde, og jeg spiller bare så godt, jeg kan,” siger Sofie Svava. 

Du kan følge Sofie Svava og U17-landsholdet under eliteround på facebook.com/kvindefodbold.

Fakta:
U17-landsholdet kvalificerede sig i efteråret 2015 til eliteround med maksimum point og en målscore på 9-0. 
Der er ialt 24 nationer kvalificeret til eliteround. Disse nationer er fordelt i seks puljer, hvoraf gruppevinderne samt den bedste 2'er fra de seks puljer kvalificerer sig sammen med værtsnationen til EM i Hviderusland i maj.
Danmark møder Nordirland den 22. marts, Ukraine den 24. marts, og Spanien den 27. marts - alle kampe spilles i Belfast. 

Alle kampe live opdateres på UEFAs hjemmeside, hvor du også kan læse mere om turneringen

Se U17-truppen

Se U17-landsholdets kampprogram

Log ind