Morten Olsen optaget i Hall of Fame
Morten Olsen blev mandag aften fortjent optaget i Fodboldens Hall of Fame for sine mange bedrifter i dansk fodbold.
Morten Olsen optages i Fodboldens Hall of Fame. Foto: Fodboldbilleder.dk
Da Morten Olsen som ung knøs blev udlært som farvehandler i Torvestræde Farvehandel i Vordingborg, forventede han nok næppe et i den grad prangende og historisk CV, som dét han står med i dag. Men den tidligere konkurrencegymnast endte med at blive et koryfæ i dansk fodbold, og han har skrevet sig ind i historiebøgerne med alt fra titler til præstationer.
Som spiller var han en del af 80’ernes Dynamithold og blev i 1983 kåret til Årets Spiller. Efter 19 år som spiller på landsholdet, skiftede han nogle år senere titlen som landsholdsspiller ud med titlen som landstræner. Og her blev han så i 15 år, inden han i november 2015 sagde stop efter nederlaget til Sverige i Parken.
Det skuffende resultat i Parken afspejlede dog langt fra den bedrift, Morten Olsen havde udrettet i spidsen for det danske A-landshold. To EM-slutrunder, to VM-slutrunder og et hav af milepæle og titler blev det til, og dermed er Morten Olsen i dag en legende i dansk fodbold.
Dog er han ikke meget for at tage hele æren selv.
”Egentlig var jeg jo optaget i Hall of Fame (red. Med dynamitdrengene), men det her handlede så sikkert om hele karrieren, både som spiller og træner, tror jeg, og der er mange der har taget del i det her, - så uden dem, kunne jeg selvfølgelig ikke have fået den pris,” siger Morten Olsen.
Du kan selv se hele interviewet med Morten Olsen i videoen nedenfor.