Her er Årets Fodboldleder 2016

Hans far og farfar blev anerkendt for deres indsats i forbindelse med rekonstruktionen af én Københavns største klubber. Nu er det Jan Sørensens egen tur til at blive anerkendt for de kræfter, han lægger i BK Skjold.

Der sker noget helt særligt, når innovative mennesker kaster deres kærlighed over foreningsfodbolden. Det blev der sat en tyk streg under ved DBU's Repræsentantskabsmøde, hvor en fodboldleder og en fodboldklub bliver hædret som Årets Fodboldleder 2016 og Årets Fodboldaktivitet 2016.

Fra 1. Holds træner i 1996 og Sportsdirektør i 2006, da Skjold var fast inventar i divisionerne, til børne- og ungdomstræner for alverdens hold siden 1988. Jan Sørensens træner -og lederfunktioner i BK Skjold har været mange gennem årene.  I 2009 overtog han formandsposten, efter en svær periode, hvor klubben var meget tæt på at dreje nøglen om.

I dag er BK Skjold DBU Københavns tredje største forening med over 1.600 medlemmer. Ikke mindst på grund af, at der under Jan Sørensens ledelse er kommet styr på økonomi, medlemsregistrering og den generelle administration.

”Jan er en innovativ leder, der tør udfordre fodboldens traditionelle rammer, og han har fokus på udviklingen af det københavnske foreningsliv. Derfor er Jan Sørensen den helt rette vinder af prisen som Årets Fodboldleder 2016,” siger Jesper Møller, DBU’s formand.

Jan Sørensen er 3. generations formand i BK Skjold, og Jan har været i klubben nærmest siden fødslen i 1963. Farfar, Carlo Sørensen var formand fra 1931 til 1937 og Jans far, Jørgen ”Kæmpe” Sørensen fra 1967 til 1971.

”Du er én af de første til at ringe til mig og sige skynd dig at komme til Skjold, det er den vigtigste. Det siger noget om dit store engagement og denne pris er i den grad fortjent”, udtaler Jesper Møller.

I år har Skjold fejret 100 året for stiftelsen og med Jan Sørensen ved roret er BK Skjold en af de danske fodboldforeninger, der er kommet bedst forberedt ind i det. 21. århundrede.

Medlemsinvolvering og en digitaliseret generalforsamling er nogle af de spændende tiltag, som den innovative leder arbejder med for fremtidens frivillige forening, hvor foreningsdemokratiet skal gøres digitalt. I det seneste nummer af Københavnsk Fodbold udtaler han, at ”opstillede kandidater i fremtiden vil få større muligheder for at komme ud til medlemmerne med konkrete ideer og budskaber. Jeg tror på det kan være med til at løfte medlemsinformation og skabe en aktiv og dynamisk debat.”

Jan Sørensen er én af mange ægte ildsjæle i dansk fodbold, men vigtigst af alt bidrager Årets Fodboldleder i allerhøjeste grad til udviklingen af den danske fodboldforeningskultur.
 
Drømme uden penge
Drømme er ofte dyre, og når du vil have sine drømme opfyldt, kan det ind i mellem kræve, at du tænker kreativt. Det gjorde BK Frem, da de i 2015 satte en crowdfunding i gang ved at invitere St. Pauli til Valby.

”Arbejderklubber har sjældent mange penge, men de har mange venner. Det viste Frem, da de inviterede venskabsklubben St. Pauli til kamp. Det var en fantastisk fest – en succes udover alle rammer. Det er den slags, som skal til, når man er nød til at finde alternative muligheder,” siger Henrik Ravnild, Bestyrelsesmedlem i DBU.

Det mødte stor opbakning fra klubbens fans, og det gav anledning til, at folk og lokale virksomheder kunne støtte op om ideen. Målet var at sælge 2.500 billetter, og derudover kunne tilskuere støtte på forskellig vis bl.a. gennem sponsorpakker eller mindre beløb. Arrangementet mødte så stor opbakning, at de solgte over det dobbelte antal billetter, og derfor beviste BK Frem, at deres arrangement og kreativitet fortjener prisen som årets fodboldaktivitet.

Det endte med, at der kom 5.500 mennesker i Valby Idrætspark, hvilket er ret unikt for en 2. divisionsklub – vel og mærke i en træningskamp. Kampen blev en succes, og selvom BK Frem tabte 2-3, var det en stor oplevelse for både spillere, fans og tilskuere, der var med til at skabe en uforglemmelig dag i Valby Idrætspark på en varm sommerdag.



BK Frem modtager prisen for Årets Fodboldaktivitet 2016 overrakt af Henrik Ravnild, DBU's Bestyrelse. FOTO: fodboldbilleder.dk

Log ind