Første fodboldskole udsolgt på seks minutter

Billetsalget til DBU’s Fodboldskoler i uge 26 startede i dag tirsdag klokken 10. Og blot seks minutter senere måtte FA 2000 som den første fodboldskole i år melde udsolgt. Stadig mange billetter til sommerens fodboldskoler!



Billetsalget til sommerens DBU Fodboldskoler er netop sparket i gang! Foto: www.fodboldbilleder.dk.


Det var ikke kun en ny dansk landstræner, der startede i DBU denne formiddag under stor opmærksomhed. Det var nemlig også dagen, hvor billetsalget til sommerens fodboldskoler gik i gang – og det gik bestemt heller ikke stille for sig!

Faktisk tog det kun seks minutter inden fodboldskolen i FA 2000 måtte melde udsolgt med 48 pladser – og kun 18 minutter senere var det også tilfældet for fodboldskolen i Virum-Sorgenfri BK, der havde 160 pladser. Begge skoler er traditionelt udsolgt hurtigt – og altså også tilfældet i år!

MEN - der er stadig masser af muligheder for at komme med på DBU’s fodboldskoler til sommer – både i uge 26 og i ugerne 27 – 31.

Onsdag morgen kl. 10 starter billetsalget til fodboldskoler i uge 27, 28 & 29 mens billetsalget for fodboldskoler i uge 30 og 31 starter torsdag – også klokken 10.00

Du kan finde en fuld oversigt over sommerens fodboldskoler og billetsalg her: www.dbu.dk/fodboldskole

Log ind