Det skal være sjovt, og du skal grine!
Hvordan opnår du succes med tilslutningen til dit Fodbold Fitness-hold? Det har konsulent Casper Boe Jensen undersøgt, og et godt bud findes i Østerbro IF.
Klokken er 13.30, det er torsdag, og mange steder i Danmark ligger klubhusene øde hen. Men ikke i Fælledklubhuset, hvor duften af fodboldklub og lyden af en overstået træning er de første indtryk, du får, når du træder ind af skydedøren.
Jeg er Fodbold Fitness-konsulent, og i dag skal jeg mødes med Torben Friberg, bestyrelsesmedlem i Østerbro IF og for nylig modtager af ”Jyske Bank – gør en forskel prisen” - og vigtigst af alt stadig selv aktiv fodboldspiller efter 60+ år i Østerbro IF.
Lyden af mænd, der mødes over en frokost og en kold fra kassen, fører mig op i fællesrummet, hvor de nyomklædte mænd sidder og diskuterer alt imellem himmel og jord. Jeg spørger efter Torben. Straks efter står han i rummet - han har lige været ude og hente lidt ting til gutterne, og det er enormt kendetegnende for Torben, at lige netop han ikke sidder ned.
Efter en hurtig rundvisning i det imponerende klubhus sætter vi os ind på Østerbro IF’s kontor, og Torben fortæller om deres erfaring med Fodbold Fitness.
”Man tror næsten det er løgn, men første gang vi inviterede til Fodbold Fitness-træning, hvor vi både havde inviteret kommunen, lokalpressen, DBU og jeg selv, dukkede der kun én person op. Der synes vi godt nok, det var op ad bakke,” siger Torben Friberg og bryder ud i grin.
”Men vi blev ved, og i dag er vi 50 kvinder i afdelingen, og derudover er vi 10 på venteliste, og til hver træning dukker der mere end 15 kvinder op og udendørs mere end 20,” fortæller han og fortsætter:
”For os har det været vigtigt, at vi har troet på projektet fra starten af - også da der kun stod en til træning. Jeg har selv stået for holdet fra starten, og det har hele tiden handlet om det samme. Det skal være sjovt, og man skal grine.”
”Derudover har vi fra starten af haft en fast træningsdag, som vi gør alt for at bibeholde, så alle ved, at hver torsdag er der Fodbold Fitness som hovedregel. Selvfølgelig kan vi ikke altid få vores vilje, så lige nu træner vi onsdag, men vi gør alt, hvad vi kan for, at vi har torsdagene til holdet.”
Men hvad er så hemmeligheden bag den store succes i Østerbro IF, og hvordan er det lykkedes dem at sikre denne store tilslutning til holdet?
”Først og fremmest handler det om at gøre hver gang sjov. Man skal grine, og der skal være plads til alle. Vi tager imod nye på holdet, som havde de spillet her altid, og pigerne er enormt gode til at inkludere hinanden. Derudover har vi troet på projektet fra start og ikke ladet os slå ud af oplevelsen den første gang med kun en til træning. I dag opretter jeg bare en begivenhed på Facebook, og aftalen er, at der mindst skal være otte tilmeldt en træning, før den gennemføres, og det er der altid,” fortæller Torben Friberg og fortsætter:
”Derudover har vi så vidt muligt holdt fast i vores faste dag, så man kan planlægge i god tid, og så tager vi også til lidt forskellige Fodbold Fitness-stævner rundt om på Sjælland. Så hemmeligheden er nok, at der ingen hemmelighed er, men at man bare skal kaste sig ud i det,” siger Torben Friberg.
Inden vi siger farvel, når Torben Friberg at vise mig, at Østerbro IF er blevet kåret til Årets Idrætsforening i København i 2015 - en pris, der utvivlsomt har været hjulpet på vej af alle de ting, Østerbro IF gør for de lidt anderledes fodbold-målgrupper, der bare vil træne og ikke spille kampe.
Ønsker Jeres klub også at komme i gang med Fodbold Fitness, så tøv ikke med at kontakte sådan en som mig.