Århundredets kvindelige fodboldspiller hyldet ved DFA

Lone Smidt Nielsen blev i juni 2015 kåret som århundredets kvindelige fodboldspiller. Ved aftenens DFA blev den tidligere landsholdsspiller hædret med et tilbageblik på karrieren.

Lone_Smidt_500
Lone Smidt nåede 57 kampe for det danske landshold. Foto: Fodboldbilleder.dk


DFA stod her til aften for en stund kun i kvindernes tegn med en video-hyldest til kvindelige fodboldspiller landet over. Meget passende blev Lone Smidt Nielsen ved denne lejlighed hyldet for den pris, hun i juni 2015 modtog som århundredets kvindelige fodboldspiller. 

Lone Smidt Nielsen (født den 1. januar 1961) fik som 16-årig sin debut på A-landsholdet. Hun blev den første, der opnåede at spille 50 landskampe – endda i træk – i en periode, da det var almindeligt med kun tre-fire kampe om året. Hun var i 1979 med til at vinde Europa Mesterskabet og havde i midten af 1980’erne en succesrig karriere som professionel i Italien. Lone, der lavede 22 mål i 57 landskampe, blev i 1970’erne og 1980’erne ofte omtalt som verdens bedste spiller.

Lone Smidt Nielsen kæmpede om titlen med Susanne Augustsen og Katrine S. Pedersen. De tre kvinder har på hver deres måde afsat deres fodboldstøvleaftryk i historien om kvinder i sporten, og de har alle bidraget til, at der i dag er næsten 80.000 aktive pige- og kvindefodboldspillere i Danmark, men det blev Lone Smidt Nielsen, der i sidste ende fik flest stemmer og titlen som århundredets bedste kvindelige fodboldspiller. Med rette, ifølge Frits Ahlstrøm, der er medlem af juryen i Fodboldens Hall of Fame.

”Lone Smidt Nielsen har med sin lange og succesfulde karriere i italiensk fodbold og på det danske landshold været med til at eksponere og udbrede kvindefodbolden til det, den er i dag. Derfor er det helt fortjent, at hun løber med den fornemme titel” siger Frits Ahlstrøm.

FAKTA OM LONE SMIDT NIELSEN:

  • Lone Smidt Nielsen (født Hansen) begyndte at spille fodbold i Hover ved Vejle. Hun var kun 2. års junior, da hun blev hentet til Kolding Boldklub, hvor hun straks kom på divisionsholdet og samme år debuterede på landsholdet.
  • To år senere skiftede hun til B 1909. Hun boede dog forsat hos sine forældre i Vejle i fire år. I 1982, efter at have fået en uddannelse som ekspedient og gennemgået en uddannelse på socialpædagogisk seminarium, flyttede hun til Odense.
  • Lone Smidt Nielsen skrev i januar 1984 kontrakt som professionel med den italienske klub Trani 80; tallet stod for det år, klubben blev stiftet.
  • Hun spillede for Trani 80 i to sæsoner, og i dem begge blev klubben italiensk mester. I den første sæson lavede hun 24 mål og i den anden 22, hvad der igen var tilstrækkeligt til at blive topscorer i ligaen.
  • Lone Smidt Nielsen, der i højere grad end nogen anden har eksponeret kvindefodbolden i Danmark, kan glæde sig over, at datteren, 21-årige Karoline, også er aktiv på fodboldbanen, dels for Fortuna Hjørring, dels på landsholdet, hvor hun foreløbigt har været med 17 gange. 

Juryen for kåringen er nedsat af DBU og bestod af følgende medlemmer:

Mette Bach Kjær (medlem af DBU’s bestyrelse og tidligere landsholdsspiller), Jette Andersen (formand for Fortuna Hjørring og tidligere landsholdsspiller) samt de seneste fire trænere for kvindelandsholdet: Nils Nielsen (siden august 2013), Kenneth Heiner-Møller (2006-13), Peter Bonde (2005-06) og Poul Højmose (1999-2005). Dertil kom juryen i Fodboldens Hall of Fame og alle landets fodboldfans, der via Facebook og Politiken.dk afgav deres stemme.


Log ind