Turboen stopper i DBU

DBU’s U19-landstræner, Bent ”Turbo” Christensen, søger nye udfordringer som Brøndbys kommende A+ træner og sportslig ansvarlig for U15-U19 elitetrænerne i klubben.



Bent Christensen starter som Brøndbys A+ træner 1. april. Foto: www.fodboldbilleder.dk 

Bent ”Turbo” Christensen vender tilbage til Brøndby IF efter tre succesfulde år i spidsen for det danske U19-landshold. 
 
”Vi ærgrer os rigtig meget over at miste Bent som U-landstræner. Han har været vellidt og topprofessionel,” siger DBU’s talentchef, Flemming Berg, der roser Bent Christensen for hans resultater, hvor han har kvalificeret holdet til tre Eliterounds på stribe.
 
Bent Christensen Arensøe starter 1. april som Brøndby IF’s nye A+ træner, samtidig med at han bliver sportslig ansvarlig for U15 til U19 elitetrænerne i klubben på vestegnen.
 
”Jeg glæder mig selvfølgelig til at arbejde med spillerne og deres udvikling, men jeg har også valgt den nye udfordring, fordi jeg via min diplomleder uddannelse, som jeg færdiggør til sommer, har fået lyst til at også at arbejde med ledelse og udvikling af voksne, og det får jeg mulighed for med trænergruppen,” forklarer Bent Christensen, som har været glad for tiden som U19-landstræner:
 
”Det har været en spændende rejse, med mange spændende opgaver som jeg er glad for at have haft. Jeg håber jo, at jeg kan komme tilbage på et eller andet tidspunkt, men indtil da er jeg glad for, at vi fortsat kommer til at arbejde tæt sammen, ” siger Bent Christensen med henvisning til de tætte samarbejdsrelationer DBU har med klubbernes A+ trænere.
 
”Jeg har igennem de sidste tre år arbejdet tæt sammen med klubberne, der udfører et kæmpe talentarbejde i det daglige. Nu skifter jeg så rolle, men samarbejde med DBU vil fortsætte på samme høje niveau. Jeg ved jo hvilke kæmpe kompetencer begge parter leverer i talentarbejdet, som bestyrker mig i min opfattelse af, at vores talenters fremtid ser lovende og spændende ud.”
 
Bent Christensens sidste opgave som landstræner bliver at føre U19-landsholdet til Eliteround i Serbien i slutningen af marts måned, hvor Danmark udover værterne møder Montenegro og Frankrig i kampen om en plads ved U19 EM-slutrunden i Tyskland i juli måned. Skulle det dog lykkes for Danmark at sikre en plads, vil Bent Christensen også varetage cheftrænerfunktionen under EM-slutrunden.
 
Som U19-landstræner blev det til 33 kampe, hvoraf 16 blev vundet og 5 spillet uafgjort: 
 
DBU forventer tidligst at have en ny U19-landstræner på plads 1. juli.

Log ind