Ny turneringsstruktur for pige- og kvindefodbold

DBU har vedtaget en ny turneringstruktur for kvinde- og pigefodbolden, som skal sikre højere niveau og bedre udvikling for både bredde- og elitespillere. Ændringer kommer blandt andet på baggrund af dialogmøder med klubber landet over med pige-og kvindefodbold, elite og bredde. Lokalunionerne under DBU arbejder nu på implementeringen af de nye ungdomsårgange.


Den nye struktur betyder blandt andet ny aldersinddeling i ungdomsrækkerne. Foto: DBU

DBU´s bestyrelse har vedtaget en ny turneringsstruktur for kvindefodbolden. Ændringerne har været undervejs siden foråret 2015, hvor faggrupper og lokalunionerne under DBU sammen med pige- og kvindeklubber fra hele landet har været i dialog om nye turneringsstrukturer i kvinde-DM og U18-rækken.

De nye tiltag betyder blandt andet, at der nu tillades op til fire andethold i kvindernes 1. division hvis holdene sportsligt kan kvalificere sig til det. Desuden ændres pointtildelingen i slutspillet i kvindeligaen og 1. division.  

For ungdomsrækkerne bliver U18 den ældste årgang i stedet for U19. Det betyder samtidig, at U17 DM licensrækken fra sommeren 2016 ændres til U18 DM licensrække. Ændringen skal blandt andet være med til at sikre en bedre aldersinddeling og en bedre overgang fra ungdomsspiller og til senior, fortæller formand for DBU´s kvindeelitegruppe, Mette Bach Kjær.

”Vi har været i dialog med breddeklubberne og lokalunionerne under DBU om, hvordan vi bedst muligt kan matche de bedste elitespillere og få en bedre sammenhæng mellem elite og bredde. Resultatet er blevet den nye aldersinddeling fra ungdom til senior, der nu går fra at være U19 til U18,” fortæller Mette Bach Kjær, der glæder sig over ændringerne, der i høj grad er tilvejebragt i et godt samarbejde mellem DBU´s Kvindeelitegruppe, lokalunionerne, Kvindedivisionsforeningen og ikke mindst, klubberne.

”Processen i de her ændringer er et glimrende billede på de resultater, vi kan skabe, når alle interessenter arbejder tæt sammen på tværs af elite- og breddefodbold. Ændringer i strukturen kommer til at gavne både spillere og trænere ude i klubberne landet over – både i de højeste rækker og for breddespillerne,” siger Mette Bach Kjær.

FAKTA: Ændringerne i strukturen for kvinde- og pigehold,- hvis ikke andet nævnt, gældende fra sæson 16/17.

3F-ligaen:
  • Formel ændring af navnet ”Elitedivision” til ”Kvindeliga”
  • Efter ombrydning til slutspillet får holdene point efter følgende skala: Nr. 1 får 10 point, nr. 2 får 8 point, nr. 3 får 6 point, nr. 4 får 4 point, nr. 5 får 2 point og nr. 6 får 0 point
  • I en forsøgsordning fra sæson 2017/18 frem til og med sæsonen 2019/2020 tillades, at der maksimalt må deltage to andethold, hvis førstehold spiller i kvindeligaen, i hver pulje i 1. division
  • Klubbers andethold kan ikke deltage i kvalifikationsligaen, hvor der spilles om oprykning til kvindeligaen.

Ungdomsrækkerne:
  • U18 bliver den ældste årgang i stedet for U19
  • U18 bliver den nye DM-licensrække.
  • Der indføres en U16-pigerække i lokalunionerne under DBU

Log ind