U18: Dag og nat mod Schweiz
En flot 1. halvleg og et reddet straffespark var desværre ikke nok, da Schweiz tirsdag aften besejrede U18-landsholdet med 2-1.
Lasse Mikkelsen reddede et straffespark, men U18-landsholdet tabte alligevel med 2-1.
Det smukke bjerglandskab omkring Murten-søen i Schweiz danner i disse dage omgivelserne for U18-landsholdet. I et klassisk dobbeltarrangement mod værtsnationen blev den første kamp spillet tirsdag aften i Portalban-Glettorens. Efter en flot 1. halvleg og føring ved pausen, så endte det desværre alligevel med et dansk nederlag på 2-1.
I 1. halvleg var danskerne dygtige på bolden og i klar størst boldbesiddelse. Allerede efter ni minutter var Jacob Bruun Larsen ved at bringe danskerne foran, men et ”cross back” fra Daniel Skov blev desværre sendt over kassen. Allerede et par minutter efter var der igen bud efter det schweiziske mål. Jakob Johansson blev sendt flot afsted i dybden, og friløberen udnyttede han sikkert til at bringe Danmark foran 1-0.
Danskerne fortsatte det flotte spil og var i denne periode i klart momentum. Schweiz fik dog pludselig i det 27. minut en gylden mulighed for at komme tilbage i kampen. Emil Damgaard begik et lidt klodset straffespark, men keeper Lasse Mikkelsen var klar og reddede flot i to omgange. Dermed kunne Danmark fortsætte de positive takter og viste rigtig fin omgang med bolden. Desværre blev det kun ved sporadiske muligheder, og Danmark kunne derfor gå til pausen med en 1-0 føring.
Hvis 1. halvleg havde været en positiv oplevelse, så blev det hurtigt glemt efter pausen. Et stort koks i det danske forsvar gav Schweiz en stor scoringsmulighed kort efter, at dommeren havde fløjtet op igen. Muligheden udnyttede schweizernes anfører, da han sikkert sparkede bolden i mål fra en position lige uden for feltet. Stillingen var nu 1-1.
Danskerne virkede rystede og fandt herfra aldrig rigtigt melodien igen. Generelt faldt niveauet i det meste, som danskerne fortog sig. Og derfor var det også naturligt, at Schweiz med ca. 15 minutter igen kunne bringe sig foran 2-1. En angriber fik lov til at vende rundt i feltet, og herfra sendte han hårdt og resolut bolden i kassen uden mulighed for Lasse Mikkelsen. Danskerne var knækkede, og herefter var Schweiz reelt tættere på 3-1 end en dansk reducering. Det endte dog 2-1 til Schweiz – en lidt skuffende udgang på en kamp, som ellers lå ligetil for danskerne ved pausen.
Du kan se statistik fra kampen her.
Hør derudover cheftræner Henrik Clausens kommentar efter kampen på DBU’s Facebookside for ungdomslandsholdene.