MENU

Storsejr til U17-landsholdet

Danmark fik torsdag en fornem 4-1 sejr over Kasakhstan og kan på søndag sikre sig deltagelse i forårets Eliteround.


Foto: DBU 

Efter seneste kamp mod Grækenland, hvor Danmark ikke rigtigt formåede at få udnyttet sine chancer, havde holdet i mellemtiden arbejdet med afslutninger og træfsikkerhed. Og det skulle vise sig at give udbytte efter blot 30 sekunder, da Jens Odgaard blev stukket i dybden og scorede usvigeligt sikkert.

Så stod det ellers på dansk opvisning, og holdet kombinerede glimrende og fik skabt mange gode muligheder, men desværre ville træfsikkerheden ikke rigtig komme frem igen.

Til gengæld var der heller ikke nogen åbninger i bagerste kæde, og så ventede man faktisk bare på det, som måtte komme.

Endnu en friløber og venstre backen Andreas Poulsen gjorde Jens Odgaard kunsten efter.

Da anden halvleg startede, fortsatte den danske dominans, men Kasakhstan prøvede at få danskerne ned i tempo. Det lykkedes, og pludselig sneg et langskud sig ind, og der var nu en unødvendig spænding i kampen.

Men heldigvis ikke så længe, da indskiftede Sebastian Buch kom alene igennem, og selvom målmanden reddede, så fulgte Andreas Bruus op og gjorde det til 3–1. Og så var det bal forbi.

Det lykkedes Sebastian Buch at bringe Danmark på 4–1 efter et mønster kombinationsspil i højre side, hvor han til sidst kunne trille bolden i nettet.

Efter kampen udtalte en glad landstræner:

”Det var dejligt, at vi var klar fra start. Vi får en rigtig god start og efter kort tid styrer vi fint begivenhederne. Vi bliver lidt stressede i perioder grundet deres høje pres, men alt i alt spiller vi en rigtig fin kamp. Nu ser vi frem til en spændende kamp på søndag, hvor vi igen skal præstere godt,” sagde Jan Michaelsen.

Holdets sidste kamp er på søndag, og Danmark kan selv afgøre, om de skal videre til Eliterunden til foråret.

Log ind