MENU

Gellerup indvier kunstgræsbane

Som del af helhedsplanen for Gellerup har Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening etableret en ny hjemmebane for ACFC. Banen skaber mulighed for, at der kan trænes året rundt og ses desuden som et skulderklap til klubben for dens arbejde i området.



Niels Nygaard, formand for Danmarks Idræts-Forbund, holder tale ved indvielsen af kunstgræsbanen i Gellerup. Foto: DIF



I går fik Gellerup ved Aarhus et nyt sted at spille fodbold. Kommunen og Brabrand Boligforening har samarbejdet om anlæggelsen af en kunstgræsbane, som fremover vil være hjemmebane for den lokale klub ACFC (AktivitetsCenter Football Club). Torsdag blev banen indviet med deltagelse af blandt andre borgmester Jacob Bundsgaard, Danmarks Idræts-Forbunds formand Niels Nygaard og DBU’s formand, Jesper Møller.

Banen er blevet til som erstatning for områdets gamle bane, der snart bliver fjernet i forbindelse med anlæggelsen af nye veje som del af helhedsplanen for Gellerup. DBU Jylland har fungeret som rådgiver på projektet og har givet støtte til ACFC i form af anbefalinger til Aarhus Kommune.

- Banen har selvfølgelig stor betydning for klubben. ACFC gør det rigtig godt, og de har fortjent at få en god bane. Så banen er en anerkendelse af det arbejde, der bliver gjort derude, siger Bent Clausen, formand for DBU Jylland og DBU’s Breddeudvalg.

- Den nye bane kommer også til at betyde rigtig meget for området generelt. Dels selvfølgelig fordi den tidligere bane nedlægges, og dels fordi kunstgræs er en rigtig god idé, fortsætter Bent Clausen og henviser til, at kunstgræs giver optimal udnyttelse af banen, fordi det giver flere spilletimer, når man ikke er afhængig af vejr og vind og kan spille året rundt.

Ny bane er en cadeau til områdets frivillige

DIF (Danmarks Idræts-Forbund) har også taget del i projektet, og konsulent Preben Astrup, der blandt andet rådgiver foreninger og kommuner og andre interessenter på idrætsområdet med socialt udsatte og integration af nydanskere i foreningslivet, er enig med Bent Clausen i, at det først og fremmest er et skulderklap til ACFC:

- Kunstgræsbanen er en stor cadeau til de frivillige ledere og trænere i Gellerup. De har gjort det ekstremt godt i ACFC, siger han.

Arena Vest Aarhus, som er navnet på det nye anlæg, vil ifølge Preben Astrup på længere sigt desuden have en positiv effekt på integrationen i Gellerupområdet.

- Vi regner med at banen vil styrke ACFC, fordi der vil komme flere dygtige, frivillige og ledere i klubben; frivillige som vil investere deres fritid i 12 måneder, fordi fodboldbanen på grund af kunstgræsset nu kan bruges hele året, siger han og fortsætter:

- En så god bane vil også betyde flere dygtige fodboldspillere, som på sigt vil komme til andre klubber, og på den måde vil den i sidste ende styrke integrationen. Det handler nemlig også om, at spillerne får mulighed for at komme ud og møder nye mennesker.

Kunstgræsbanen er hjemmebane for ACFC men kan bookes af andre klubber.

Log ind