Flere efterskoler i samarbejde om pigernes fodbolddrøm
DBU har udvidet efterskolesamarbejdet med tre skoler for at sikre både bedre fritidsmuligheder og træningsforhold for unge pigefodboldstjerner på efterskole.
Caroline, Silke og Agnete har alle gået på KIES, mens de kæmpede for det danskede landshold. Foto: DBU
Det skal være nemmere at få ungdomslivet til at gå op med drømmen om en fodboldkarriere. Derfor har DBU udvidet deres efterskolesamarbejde, så flere pigetalenter kan få et holdbart træningsmiljø samtidig med, at de udlever efterskoleoplevelsen til fulde.
Idrætsefterskolerne Vejle Idrætsefterskole, Gunslevholm Idrætsefterskole og BGI Akademiet er kommet med på listen over samarbejdsskoler, som lever op til kravene fra DBU om blandt andet træningsfaciliteter, baneforhold, og at en pigespiller har mulighed for at træne i en U17DM-klub, mens hun er på efterskole.
En spiller, der til fulde har bevist, at efterskolelivet er foreneligt med en succesfuld karriere, er Maja Kildemoes. Den nuværende U18-spiller tilbragte et år på BGI Akademiet, mens hun passede både landsholdsfodbold og topfodbold i Sjællandsklubben Næsby. Og valget af en idrætsefterskole med fokus på fodbolden var en god investering, fortæller Maja Kildemoes til Line Hilmer.
”Jeg er blevet meget mere robust og langt mere udadvendt. Året på efterskole skabte flere venskaber, der stadig holder, til jævnaldrende, der ikke er bidt af en gal fodbold. Det giver mig input og afveksling i min hverdag, som jeg ikke får på fodboldbanen.”
For DBU skal hverdagen for pigerne gå op med elitekarrieren i fodbolden – først og fremmest for pigernes skyld, men også i høj grad for at fokus på talentudviklingen for kvindespillere fastholdes, og at pigerne ikke føler, at de skal vælge fodboldkarrieren fra frem for en uddannelse, fortæller Janni Østergaard, der er ansvarlig for efterskolesamarbejdet hos DBU.
”Det er vigtigt for os, at pigernes ønske om uddannelsesvalg kan kombineres med en fodboldelitekarriere i det omfang, det overhovedet er muligt,” siger Janni Østergaard.
Skolerne, som DBU samarbejder med, er:
- ISI Idrætsefterskole
- Aabybro Efterskole
- Efterskolen Ved Nyborg
- Københavns Idrætsefterskole
- Brøndby Idrætsefterskole
- Lyngs Idrætsefterskole
- Hald Ege Efterskole
- Levring Efterskole
- Vejle Idrætsefterskole
- Gunslevholm Idrætsefterskole
- BGI Akademiet
Du kan læse mere om samarbejdet her LINK.
Vil du læse mere om Maja Kildemoes´ ophold på BGI Akademi? Du kan læse hele Line Hilmers artikel om landsholdsspilleren her.