Under Zlatans vinger: 16 årig dansker i PSG

Selvom Matilde Lundorf er bare 16 år, så har hun i dag skiftet banerne i baghaven ud med det samme græs, som Zlatan dribler på syd for de skandinaviske himmelstrøg. Men selvom livet i Paris byder på både opture og udvikling, så har Frankrig også vist sig at være en stor udfordring for den unge landsholdsspiller.


Matilde Lundorf i kamp for det danske landshold Foto: DBU Kommunikation


Hvad gør man, når ens far får job i den franske hovedstad, og man selv spiller fodbold på eliteniveau i Danmark? Så kontakter man selvfølgelig Paris Saint Germain, tager til prøvetræning og bliver en del af den klub, hvor selveste Zlatan Ibrahimovic har sin daglige gang. I hvert fald hvis man hedder Matilde Lundorf.

”Selvom det kan være svært, så er det en drøm, der går i opfyldelse! Hver gang jeg tager træningstøjet på, hvor der står PSG, så bliver jeg så stolt!,” fortæller Matilde Lundorf, mens hendes stemme næsten flyder over af begejstring.

Matilde Lundorf og hendes forældre pakkede deres liv ned i Danmark, tog hunden under armen og flyttede fra villakvarteret i Hadsten til en lejlighed beliggende mellem den gamle og nye triumfbue i hjertet af Paris.  

”Jeg savner selvfølgelig mine venner og min storebror, og jeg savner trygheden i Hadsten, men jeg synes, det er et rigtig godt tidspunkt, vi har valgt at flytte på. Jeg er lige gået ud af 9. klasse, og jeg tror, at jeg var kørt lidt fast i det hele i Skovbakken. Så det her er en ny start og et skub videre,” siger Matilde Lundorf. Selvom hun understreger, at IK Skovbakken absolut ikke er noget dårligt hold, så har PSG alligevel overrumplet den unge spiller:

”Det er bare så professionelt. Første dag jeg kom herned, fik jeg stukket et par splinternye Nike-løbesko i hånden, og jeg ved ikke hvor meget tøj. Og så skulle jeg bare ud og træne med de professionelle spillere - det er bare så stort det hele!”

Fra provins til Paris

Selvom et fodboldliv i den franske hovedstad er lidt af en drøm, så er Paris både stort, fremmed og fuld af udfordringer, når man hele sit liv har boet i det rolige villakvarter i Hadsten, hvor fodboldbanerne lå 100 meter fra huset, og hvor man bare hoppede op på cyklen og kørte hen og trænede med dem, man også gik i skole med.

”Paris er en kæmpe modsætning til Hadsten. For eksempel bor vi op ad en park, hvor der er rigtig mange prostituerede over det hele - dét er virkelig anderledes end Hadsten, ” fortæller Matilde Lundorf.

Det er dog i endnu højere grad Matilde Lundorfs manglende ordforråd på fransk, der har vist sig at være den største udfordring.

”Jeg kan faktisk ikke snakke med mine holdkammerater, og det er virkelig svært. Især det der med at sidde i omklædningsrummet, og alle de andre sidder og plaprer løs om alt muligt volapyk. Så sidder jeg lidt bare der,” siger Matilde Lundorf.

Livslangt fransk brændemærke

Selvom skiftet til fransk fodbold har budt på sproglige udfordringer og storbys-tilvænning, så tvivler Matilde Lundorf ikke på, at opholdet i hovedstaden vil styrke hende både peronligt og sportsligt.

”Jeg tror, det vil give mig vildt meget - bare det der med at blive puttet ind i en helt ny hverdag. Sportsligt kommer jeg også til at udvikle mig helt vildt i PSG, for det er rigtig højt niveau hernede, og der er nogle rigtig dygtige spillere - jeg føler mig bare utrolig heldig over, at jeg er kommet herned,” konstaterer Matilde Lundorf, der endnu ikke ved, hvor længe opholdet i det franske skal vare.

Men selvom hun ikke er sikker på planerne i fremtiden, så er hun ganske sikker i en anden sag:

”Jeg glæder mig godt nok til landsholdssamlingen i Ungarn her i oktober - bare til at snakke dansk igen!,” siger Matilde Lundorf.

Nu skal den unge PSG-spiller ikke vente længe endnu, før hun både kan snakke dansk og spille for Danmark igen. U17-landsholdet spiller nemlig deres første EM-kvalifikationskamp den 10. oktober mod Israel.

Du kan følge holdet igennem hele turneringen på kvindernes fodboldlandshold

 

Den 10. oktober:

Danmark-Israel, kl. 15.00

Den 12. oktober:

Danmark-Wales, kl. 15.00

Den 15. oktober:

Ungarn-Danmark, kl. 15.00

Log ind