Ugens 5. mest sete
Gyserkampen mellem Portugal og Danmark trak danskerne bag tv-skærmene.
Da landsholdet i sidste uge spillede en af de afgørende EM-kvalifikationskampe viste interessen sig både bag tv-skærmene og på tribunerne.
Kampen mellem Portugal og Danmark blev set af 778.000 og var således det 5. mest sete program i uge 41. Det mest sete var Vild Med Dans, som blev fulgt af lidt over en million danskere.
Men også på tribunerne fik landsholdet opbakning til den vigtige EM-kvalifikationskamp. 1.100 danske fans havde taget turen til Portugal for at heppe på de danske drenge på det udsolgte stadion i Braga.
Kampen er den 3. mest sete kamp i landsholdets EM-kvalifikation. Danmark-Portugal topper listen med 940.000 seere, mens Danmark-Albanien er nummer to på listen med 820.000 seere.
EM-kvalifikationskamp | Seertal |
Danmark-Portugal | 940.000 |
Danmark-Albanien | 820.000 |
Portugal-Danmark | 778.000 |
Serbien-Danmark | 694.000 |
Danmark-Serbien | 652.000 |
Danmark-Armenien | 627.000 |
Albanien-Danmark | 578.000 |
Armenien-Danmark | 512.000 |
Landsholdets EM-kvalifikationskampe er blevet vist på Kanal 5, efter at UEFA i foråret 2014 indgik en aftale med SBS Discovery. En aftale, som blev indgået for at skabe den bedste aftale for dansk og europæisk fodbold – både med gode programformater og med god økonomi til glæde for dansk fodbold.
Kanal 5 kan ses af 86 % af den danske befolkning, hvilket gør kanalen til en af de mest udbredte tv-kanaler i Danmark.
Derudover har det været muligt at følge kampene på P3 eller ved at købe abonnement til emkval.dk.
Landsholdet blev nummer tre i sin kvalifikationsgruppe og spiller derfor to playoffkampe i november om EM-billetten. De to kampe spilles i perioden 12.-14. november og 15.-17. november.
Der er lodtrækning på søndag kl. 11.20, hvor den danske modstander bliver trukket.