U16: Flot præstation var ikke nok
De danske U16 drenge skulle torsdag formiddag forsøge at revanchere tirsdagens nederlag til Ungarn. Men trods en flot præstation, så vandt Ungarn igen – denne gang med 3-1.
Oliver Andersen (målscorer) og Rasmus Møller fejrer Danmarks enlige mål. Foto: DBU
Vildbjerg Stadion dannede torsdag formiddag rammen om den anden U16-landskamp i denne uge mellem Danmark og Ungarn. Danskerne spillede en rigtig flot kamp med mange flotte individuelle præstationer. Ungarn var dog skarpe når det galt og udnyttede deres chancer.
Kampens indledning var meget lige. Det var tydeligt, at de to hold kendte hinanden rigtig godt fra tirsdagens opgør. Men stille og roligt begyndte danskerne at vise sig frem, fik godt fat i spillet og satte generelt tonen. Ungarerne lurede på omstillinger, mens danskerne viste fin kvalitet i pasningsspillet.
Kort før pausen gik det dog galt for danskerne. Et lidt kluntet begået straffespark blev sikkert udnyttet af Ungarn – en kold spand vand i hovedet på de danske drenge, som ellers havde haft fint momentum. Men i stedet for at lade sig kyse af scoringen, tog danskerne fat og producerede kort efter to store chancer, som desværre blev misbrugt. Men kort før pausen steg angriber Oliver Andersen heldigvis op på et hjørnespark, og headede fortjent udligningen ind. En dejlig måde for danskerne at gå til pausen på.
Efter pausen var det et selvtillidsfuldt dansk hold, som kom ud fra omklædningsrummet. Men ærgerligt for danskerne og kampen, så slog Ungarn til med to hurtige scoringer lige efter pausen og ”dræbte” reelt kampen. De danske drenge præsterede generelt rigtig fint – også i den resterende del af kampen. Men i de kampafgørende situationer var man ikke kyniske nok, og derfor endte kampen med et 3-1 nederlag.
Denne uges to U16-landskampe endte dermed begge med et nederlag. Men mange spillere fik vist sig fint frem, og dermed lover fremtiden godt for de danske talenter fra årgang 2000, som nu går et spændende forår i møde. Hele 20 spillere fik i forbindelse med de to kampe debut i nationaltrøjen.
Du kan se statistik fra kampen her.
Hør derudover cheftræner Per Holms kommentar efter kampen på DBU’s Facebookside for ungdomslandsholdene.