MENU

Seriespiller overgik Lewandowski i målorgie

En fodboldspiller bankede seks mål ind på syv minutter, da Silkeborg KFUM sendte Sunds IF hjem med en kæmpe øretæve på 32-1 i Serie 6.



Niels Baldur Oskarsson (til venstre) lavede "en Lewandowski" i kampen mod Sunds IF. Foto: Peter Leth, DeLight@sport.dk
Der var bare spillet 11 minutter, da Silkeborg KFUM var foran med 6-0 mod Sunds IF i holdenes indbyrdes Serie 6-kamp søndag den 27. september.

Det var i sig selv en ganske speciel start på en kamp, som spillerne på de to hold nok sent glemmer.

Endnu mere udsædvanligt var det, at det var den samme spiller, som havde banket alle kasserne ind. Således havde Niels Baldur Oskarsson fra hjemmeholdet scoret seks mål fra det fjerde til det ellevte minut.

- Den er god nok, for jeg liveopdaterede til DBU’s Fodbold App, og noterede målene, så snart bolden lå i nettet, lyder det fra Peter Leth fra Silkeborg KFUM’s bestyrelse, som var på sidelinjen til kampen.

Ekstrem hurtighed er hemmeligheden

Niels Baldur Oskarsson synes det var en sjov oplevelse at score seks mål på syv minutter, men det var på en lidt billig baggrund, afslører han.

- Jeg synes, at Sunds-spillerne gav lidt op. Så blev det endnu lettere at løbe fra dem. Men de var nogen flinke fyre og de var bestemt gode tabere, siger han.

Silkeborg KFUM-træner, Mikkel Littau, så ikke selv målene fra Niels Baldur Oskarssons fod, fordi han først ankom lidt inde i kampen på grund af arbejde. Og da han kom fik han sig noget af en overraskelse.

- Da jeg ankom spurgte jeg min assistenttræner, hvad stillingen var, og han sagde, at der stod 2-2. Men så fik jeg det rigtige resultat at vide – der stod 10-0, siger han, og sætter fingeren på, hvordan det kunne lade sig gøre for Niels Baldur Oskarsson at lave så mange mål på så kort tid.

- Han er ekstremt hurtig, og han havde ikke så svært ved at løbe fra forsvarslinjen, lyder det.

Måske havde de været i byen

Ifølge Silkeborg KFUM-træner, Mikkel Littau, var det en sjov oplevelse at spille kampen, selv om modstanderne fra Sunds IF haltede lidt bagefter.

- Jeg ved ikke om de havde været i byen, men de var kun ti mand, og på et tidspunkt senere i kampen, var de kun syv på banen, fordi der var nogen af spillerne, som var nødt til at få en pause på bænken og komme til kræfter igen, griner Mikkel Littau, som dog har stor respekt for Sunds-spillerne.

- Al ære og respekt for at de kommer og spiller kampen selv om de mangler en mand, og at de går til kampen med krum hals. Det gjorde det faktisk til en fed oplevelse for begge hold, selv om det også er godt, at det ikke er sådan nogle kampe hver uge, siger han, og fortæller, at selv om Sunds IF kun lavede ét ud af de 33 mål i kampen, så var det en ren perle, de satte ind.

- Det var det vildeste drømmemål, hvor de hamrede den op i krogen uden for målfeltet, efter først at have afdriblet en af vores, griner den bare 19-årige træner, som går på gymnasie sammen med alle spillerne på holdet.

Ét mål fra klubrekorden

Efterhånden som målene strømmede ind, blev drengene klar over, at de måtte være tæt på klubrekorden. Og det havde de ret i.

- Fire minutter før tid fik vi at vide, at klubrekorden var 33 mål i en enkelt kamp, så det jagtede vi helt vildt, siger Mikkel Littau, som måtte erkende at det blev ved lige ved og næsten med de 32 mål, som holdet scorede.

Se fakta fra kampen her.

En seriespiller gik målamok og lavede seks(!) mål på bare syv minutter i en seriekamp.Det her må have været den vildeste kamp at være tilskuer til...

Posted by Jysk Fodbold on 8. oktober 2015

Log ind