Olsen: dagsformen mere afgørende end modstanderen
PLAYOFF: Det danske landshold skal som bekendt lige som vores nordiske naboer ud i to play off-kampe i kampen om EM-billetten. Landstræner Morten Olsen har ingen favoritmodstander og kalder dagsformen for afgørende.
Der venter det danske landshold endnu to afgørende playoffkampen inden EM-billetten er i hus. Foto: www.fodboldbilleder.dk
Da slutfløjtet lød rundt omkring på de europæiske stadions sent i går aftes blev det en realitet. Danmark bliver ikke seedet i søndagens lodtrækning til EM-kvalifikationens playoffkampe – et faktum, der netop også er bekræftet fra officielt hold i UEFA.
Det betyder, at Danmark kan trække følgende modstandere fra den seedet gruppe, når bowlen findes frem i UEFA’s hovedsæde i Nyon på søndag klokken ca. 11.20:
- Bosnien & Herzegovina
- Ukraine
- Sverige
- Ungarn
"Vi mener ikke, der er den store forskel på de otte hold, der nu er i playoff. Om det bliver enten Sverige, Ungarn, Ukraine eller Bosnien - alle har vi på godt og ondt en historie med. Men her er det også vigtigt at understrege - fortid tæller ikke her! Uanset hvem du kommer til at møde, handler det om dagsformen, Vi har stor respekt for modstanderen – men skal vælge at se på os selv i første omgang!," siger Morten Olsen, og fortsætter:
"Vi skal forbedre nogle ting fra vores kvalifikation, men samtidig bevare det faktum, at vi som hold ikke er nemme at slå. Vi har i kval'en kun tabt til Portugal – og i den ene kamp fem minutter inde i overtiden, mens vi i den anden spillede efter min mening velsagtens den bedste udekamp mod et hold som Portugal de sidste mange år. Vi tabte ikke til nogle af de andre hold - og var indbyrdes deres overmænd. Og DEN fornemmelse skal tages med over i vores playoff, " siger Olsen, der også mener, at Danmark er rustet til de to afgørende kampe:
"Vi skal blive bedre til at komme til flere chancer, men samtidig også fokusere på, at vi forsvarsmæssigt har været stabile og været svære at slå - det er meget vigtigt at have med ind i disse to finaler."
Se mere information om playoffkampene her
De otte hold vil blive opdelt I to grupper baseret på UEFA’s koefficient rangliste – en seedet gruppe og en ikke-seedet-gruppe, hvor altså Danmark befinder sig. Herefter vil der blive trukket lod – en fra hver gruppe til de fire play off kampe er på plads.
Hvem der spiller hjemme først afgøres ligeledes af lodtrækning.
Seedet hold | Ikke-seedet hold |
Bosnien & Herzegovina | Danmark |
Ukraine | Irland |
Sverige | Norge |
Ungarn | Slovenien |
Den første play off kamp spilles mellem 12. og 14. november og returopgøret mellem 15. og 17. november.
Informationer om billetsalg til både hjemme og udekamp vil fremgå på dbu.dk snarest.