Nu bliver Grønland lidt grønnere
De skal spille, dømme og træne mere fodbold i Grønland, og de fodboldmæssige omgivelser skal være flere og bedre. Det er blot nogle af de ting, som Grønlands Boldspil-Union og Dansk Boldspil-Union vil samarbejde om i en aftale, der underskrives i dag.
Bedre baner skal være med til at løfte fodbolden i Grønland Foto: DBU Kommunikation
Grønlands Boldspil-Union (GBU) og Dansk Boldspil-Union (DBU) er blevet enige om at give fodbolden i Grønland et løft, hvor man først og fremmest ønsker at skabe en markant fremgang antallet af spillere, dommere og frivillige og på sigt sikre et grønlandsk medlemskab af FIFA og UEFA.
Med de højere ambitioner følger også flere kunstgræsbaner, hvor det grønlandske fodboldliv kan udfolde sig året rundt, og så sætter aftalen et øget fokus på den grønlandske sundhed og trivsel.
Det er de overordnede mål i den nye samarbejdsaftale, og det er en aftale, der skaber tilfredshed hos formanden for Dansk Boldspil-Union, Jesper Møller:
”Jeg er rigtig glad for, at vi fornyer vores samarbejde med GBU om nogle ambitiøse målsætninger for fremtiden, så Grønland på sigt kan blive en større del af samarbejdet i Norden og i Europa, ” siger Jesper Møller.
Kampen mod de højere magter
Grønlandsk fodbold er naturligt belastet af de udfordringer, is, sne og kulde fører med sig. Derfor påpeger Jesper Møller, at en af de vigtigste opgaver er at skabe gode baner og et godt fundament for fremtiden i den arktiske nation.
”Det er nødvendigt, at vi skaber et godt græsrodsmiljø, så vi kan få udbygget fodboldkulturen i Grønland. Det kræver, at vi giver børn og unge mulighed for at spille i hele landet, og derfor arbejder vi på at anlægge 4-6 fullsize kunstgræsbaner rundt omkring i Grønland, så de kan spille fodbold på et meget bedre underlag - for det er ikke en mulighed, som det er lige nu,” fortæller han.
Selvom samarbejdet mellem DBU og GBU giver bolden op for udviklingen af grønlandsk fodbold, så kræver det, at der er nogen der spiller med, fortæller formanden for GBU, John Thorsen:
”Det kræver, at vi får et stærkt samarbejde op at køre med civilsamfundet, erhvervslivet og organisationer i hele Grønland. Det er en svær opgave at løfte alene, så vi skal have hjælp udefra, men aftalen er et rigtig godt udgangspunkt for at få interessen for fodbold til at blomstre, så Grønland kan blive en del af det europæiske fodboldmiljø” siger den ligeså tilfredse grønlandske formand.
GBU og DBU underskriver samarbejdsaftalen tirsdag klokken 17 dansk tid (klokken 13 grønlandsk tid).