Læs alt om billetsalget til Danmark-Sverige

Der venter et brag af en kamp i Telia Parken den 17. november, og der er stor efterspørgsel på billetter. Bliv klogere på, hvordan du får billet til kampen her.



Landsholdet trak som bekendt Sverige som modstander i de kommende playoffkampe ved søndagens lodtrækning i Nyon i Schweiz.

Danmark slutter playoffkampen af på hjemmebane den 17. november, hvor det afgøres, om det bliver Danmark eller Sverige, der går hele vejen til Frankrig.

DBU arbejder med et princip om at belønne loyalitet, og derfor er billetsalget til Danmark-Sverige inddelt i tre faser:

1. Tirsdag den 20. oktober fra kl. 9.00-23.59 er der forsalg for sæsonkortholdere, fans med fastplads- og hattrick-billetter samt fanklubmedlemmer

2. Onsdag den 21.oktober fra kl. 9.00-23.59 er der forsalg for fans, der har købt billet til en eller flere af Danmarks kampe i EM-kvalifikationen 

3. Torsdag den 22. oktober kl. 9.00 starter det officielle billetsalg på billetsalg.dbu.dk, såfremt der er billeter tilbage efter forsalgsrunderne.

På grund af en overvældende interesse for at blive medlem af Landsholdets Fanklub, er der midlertidigt lukke ned for tilgang af nye medlemmer. 

Kampen mellem Danmark og Sverige er et topbrag og ligger i ’kampkategori A’ vurderet ud fra den sportslige interesse. Priserne for voksne ligger derfor mellem 250 kr. og 650 kr., mens børn og pensionister kan se den afgørende kamp for mellem 125 kr. og 150 kr. Se alle priserne her. 

Kampen mellem Danmark og Sverige spilles den 17. november klokken 20.45 i Telia Parken. Inden da spiller de to hold på Friends Arena i Stockholm den 14. november kl. 20.45. 

Har du et spørgsmål?

Læs vores FAQ her og få svar på de mest stillede spørgsmål, vi har modtaget.

Hvordan bruger jeg min forkøbsmulighed?
Du modtager automatisk en mail fra DBU med et link til billetkøbssiden.

Hvornår modtager jeg en mail med link til min forkøbsmulighed?
Du modtager en mail mellem kl. 7.00 og 8.59 på dagen, hvor din forkøbsmulighed starter kl. 9.00.

Hvor mange billetter kan jeg købe som fanklubmedlem, sæsonkortholder, hattrick-billetkøber eller som fan med fastplads?
Du kan købe tre billetter i alt, og du får 10 procent rabat på den ene.

Hvor mange billetter kan jeg købe som tidligere billetkøber?
Du kan købe fire billetter i alt uden rabat. 

Er det muligt at få pladser ved siden af hinanden, hvis vi er flere fanklubmedlemmer/tidligere billetkøbere, der bestiller billetter?
Vi kan ikke garantere, at I får pladser ved siden af hinanden, men I vælger selv jeres pladser på stadion og kan dermed forsøge at koordinere det sammen.

Hvornår starter det offentlige billetsalg?
Vi starter salget til de billetter, der er tilbage efter forsalgsrunderne den 22. oktober kl. 9.00.

Hvor kan man købe billetter i det offentlige salg?
Du køber billetter på billetsalg.dbu.dk.

Er man tidligere billetkøber i kval’en, hvis man købte billet til Danmark-Frankrig?
Ja, som billetkøber til Danmark-Frankrig får du også forkøbsmulighed.

Er man tidligere billetkøber, hvis man købte billet til tidligere kvalifikationer?
Nej, forkøbsmuligheden er kun for tidligere billetkøbere i denne kvalifikation.

Hvis man både er fanklubmedlem og tidligere billetkøber, kan man så både få forkøbsmulighed på tre billetter som fanklubmedlem og fire billetter som tidligere billetkøber?
Nej, du kan kun få forkøbsmulighed én gang, og her kommer forkøbsretten som fanklubmedlem først.

Jeg købte billet inde ved Telia Parken på kampdagen. Hvordan får jeg min forkøbsmulighed?
Vi kan desværre kun tilbyde forkøbsmulighed til de billetkøbere, der er registreret med en e-mailadresse ved købet.

Vi er syv, der købte billet til en tidligere kamp sammen. Kan vi alle syv få forkøbsmulighed?
Forkøbsmuligheden er for den person, der har foretaget købet, og som dermed er registreret med en e-mailadresse. Vi kan desværre ikke håndtere det anderledes, og derfor kan man købe op til fire billetter som tidligere billetkøber.

Hvad koster billetterne? 
Kampen er en ’kampkategori A’, hvilket giver priser mellem 250 og 650 kr. (dog fra 125 kr. for børn og pensionister). En familie med to voksne og to børn kan eksempelvis se kampen for 950 kr. i alt ved køb af billetter i billetkategori 3. Se alle priserne her.

Kan man få rabat på billetterne? 
Som fanklubmedlem, sæsonkortholder og fan med fastplads- eller hattrickbillet får du 10 % rabat på din egen billet.

Hvordan får jeg billet til Sverige-Danmark?
DBU og det svenske fodboldforbund skal aftale de praktiske detaljer omkring billetsalget, og når alt er på plads, kan du læse, hvordan du får billet til kampen på dbu.dk.

Log ind