Fornem dansk U19-sejr
Et velspillende dansk U19-mandskab hev søndag en 3-0 sejr hjem i testkampen mod Rumænien, der blev spillet i Fredericia. Det er den første testkamp ud af to, som danskerne skal bruge til at finpudse formen før em-kvalifikationen, og landstræneren var derfor tilfreds med sit hold.
Foto: DBU Kommuniktion
Det danske U19-landshold er godt i gang med forberedelser til kvalifikationsrunden på Malta i november måned. Holdet har været samlet i dejlige omgivelser i Fredericia siden i tirsdags, og i dag var det så første kamp af to træningskampe mod Rumænien.
Kampen var knapt nok gået i gang, før den rumænske målmand lavede straffespark, og på det efterfølgende spark reddede den indkomne reservemålmand Mikkel Duelunds spark, men til alt held var Rasmus Kristensen vaks og fik den kanoneret i nettaget, og Danmark havde fået en drømmestart.
Det danske hold viste fremragende angrebsspil, men havde dog enkelte defensive udfald, hvilket så betød, at målmand Daniel Iversen hev nogle flotte redninger frem.
Men alt i alt stod der Danmark på det meste, og gang på gang blev Rumænien splittet ad, og det danske hold fik mange chancer, som især den rumænske målmand fik afværget i sidste øjeblik.
Efter 32 minutter erobrede Danmark bolden på flot fremadrettet forsvar, og Kasper Dolberg sparkede bolden hårdt og fladt ind til pausestilling 2 – 0.
Anden halvleg var knap startet, da Daniel Iversen måtte finde en dobbeltredning frem, og det var så stort set det sidste, der var af muligheder for Rumænien, da der derefter stod Danmark på det meste.
Holdet gik måske lidt ubevidst en kadence ned, men formåede alligevel at flytte Rumænien rundt, så der opstod gode muligheder. Og på et mønsterangreb i højre side blev bolden smækket ind i hovedet på Mathias Christensen, der headede Danmark i front med 3 – 0.
Det blev trods flere muligheder kampens resultat, og Danmark kunne være meget tilfredse med egen indsats.
Efter kampen udtalte landstræner Bent Christensen Arensøe:
”Vi spiller en fin kamp, og igen bliver der ikke scoret mod os. Vi laver mange fine chancer både i etableret spil og på omstillinger. Så vi har stor variation i måden at skabe chancer på.
Desværre giver vi også muligheder til dem, og vi må ikke give så store chancer til et modstander hold, så det skal vi have rettet inden kvalifikation på Malta,” siger Bent Christensen Arensøe og fortsætter:
”I øvrigt er det dejligt at se, at nogle af de nye spillere, som er kommet i truppen efter lidt sygdom og skader, gør det så godt. Så alt i alt er jeg meget tilfreds med kampen og ser frem til endnu en styrkeprøve på tirsdag,” slutter landstræneren.
På tirsdag kl. 19:00 spiller Danmark igen mod Rumænien på Monjasa Park. Der er gratis adgang.
Se kampstatistik her