Fanzonen kommer til Lyngby BK takket være fan

Det er en passioneret fan, der med overbevisende argumenter har fået Fanzonen til Lyngby BK forud for pokalkampen mellem Lyngby BK og AaB.


Fanzonen kommer til Lyngby forud for pokalkampen mellem Lyngby BK og AaB Foto: DBU Kommunikation


Der bliver gang i den i Lyngby, når superligaholdet AaB gæster Lyngby BK fra Bet25 Ligaen. En passioneret Lyngby-fan har med en overbevisende fan-tale sørget for, at Fanzone-konkurrencen løber af staben i den nordsjællandske fodboldklub inden pokalkampen.

Det betyder, at der før kampstart kommer fede aktiviteter og konkurrencer, hvor man har mulighed for at vinde ligeså fede præmier. Man kan blandt andet få målt sin skudstyrke, slå sig løs på driblebanen eller tage målmandsposten i det store oppustelige Penalty-mål. Og så er der naturligvis ingen fodboldfest uden en DJ!

Den passionerede fan begrundede blandt andet Lyngby BK som rette vinder med følgende udtalelse:

”Vi har været gode i pokalen i år, og selv med en mand i undertal slog vi et Esbjerg hold i nærmest stærkeste startopstilling ud med et reservespækket Lyngby hold! Det beviser, at bredden til Superligaen er på plads! Nu skal vi måle os med et af det bedste hold i Superligaen, nemlig AaB, og jeg mener bestemt, at vi som fans, store og små, unge og gamle, fortjener DBU's fanzone!”

Siden lørdag har fans af holdene i DBU Pokalens 4. runde haft mulighed for at begrunde, hvorfor Fanzonen skulle komme ud til deres klub før rundens pokalkamp. Foruden den store Fanzone-præmie, der er til glæde for hele klubben, så har vinderen samtidig vundet en valgfri dansk klubtrøje.

Så kom og vær’ med til fodboldfesten inden kampen! Lyngby BK og AaB spiller onsdag den 28. oktober klokken 20.45 på Lyngby Stadion, og kampen vises på TV3 Sport 1. 

Fanzonen starter to timer før kampstart.

 

Log ind