DBU-formand er tilfreds med suspenderingen af Blatter og Platini
FIFA’s etiske komité har i dag meddelt, at FIFA-præsident Sepp Blatter og UEFA-præsident Michel Platini bliver suspenderet og udelukket for alle fodbold-aktiviteter i 90 dage.
DBU's formand Jesper Møller tilfreds med FIFA-afgørelse. Foto: www.fodboldbilleder.dk
Det sker efter, at de schweiziske myndigheder har igangsat undersøgelser af økonomiske uregelmæssigheder mellem de to.
Beslutningen bliver hilst velkommen af DBU’s formand, Jesper Møller, der kalder det en ‘grotesk og farce-agtig situation for FIFA og verdens fodbold’.
‘Vi har i snart halvandet år kæmpet og råbt op for at få en ny præsident og få ryddet op i FIFA. Vi skal have gennemført flere reformer og sikret større åbenhed og bedre indsigt i økonomien. Derfor er det en grotesk, mærkværdig og face-agtig situation, vi nu står i. Både for FIFA og for mange tusinde menneskers gode arbejde med fodbold i hele verden,’ siger han.
Jesper Møller finder det naturligt, at FIFA’s Etiske Komité nu suspenderer Sepp Blatter og Michel Platini så længe der er undersøgelser i gang. FIFA har meldt ud, at suspensionen på 90 dage kan blive forlænget i op til 45 dage. For DBU’s formand er fokus nu på at finde de bedst mulige kandidater til valget til ny FIFA-præsident til februar, så reformerne kan blive gennemført hurtigst muligt.
‘Det er altafgørende, at vi får ryddet op i FIFA og at vi får en ny præsident, der er indstillet på at gennemføre de nødvendige reformer. Jeg er i dialog med mine nordiske kolleger, så vi sammen kan sikre bedst mulig indflydelse på valget af kandidater. Vi skal have vendt hver en sten nu og få genrejst FIFA til glæde for fodbolden,’ siger Jesper Møller.
Læs tidligere historier om DBU’s holdninger til begivenhederne i FIFA her: