Dansk 0-1 nederlag i Braga

På en scoring midt i 2. halvleg sikrede João Moutinho Portugal en 1-0 sejr. Sejren sender Portugal videre til EM 2016. På trods af nederlaget har Danmark dog stadig muligheden for direkte kvalifikation, da Serbien her til aften vandt 2-0 over Albanien.


Af: Danskfodbold.com. Foto: fodboldbilleder.com


Portugisisk dominans – men ingen mål
Som ventet var det portugiserne der angreb fra første fløjt. Men heldigvis havde Morten Olsen fået instrueret de danske spillere om hvad der kunne forventes, for den danske defensiv havde generelt godt fat i portugiserne.

Det blev dog alligevel til nogle chancer til hjemmeholdet, men ingen af dem var virkeligt farlige – og samtidig var Kasper Schmeichel på plads i det danske bur, og afviste enten selv, eller i samarbejde med ydersiden af stolperne de portugisiske forsøg. 

Men selvom Portugal ikke var rigtig tæt på at score, må det nok indrømmes, at de var tættere på 1-0 end Danmark var. Danmark kom godt nok frem til en række halve chancer, men ingen af dem testede for alvor Rui Patrício i portugisernes mål. 

Efter 45 minutter plus et enkelt minuts tillægstid kunne de to hold gå målløse til pause. Det var for øvrigt 5. halvleg i træk, at Danmark spillede til nul – både offensivt og defensivt.

Moutinho sikrede Portugisernes deltagelse ved EM
Danmark kom godt ud til 2. halvleg, og efter blot to minutter fik Bendtner en kæmpe chance. Han brysttæmmede en aflevering og hamrede på mål, men desværre for Bendtner og Danmark valgte bolden at ramme stolpen og springe tilbage i spil. Ærgerligt, for hvem ved hvad er kunne være sket efter en dansk 1-0 føring…

Fem minutter senere var det portugiserne der var farlige, men Kasper Schmeichel fik afvist begge forsøg. Den historie gentog sig ikke mange minutter efter, hvor Schmeichel igen måtte levere en dobbeltredning da Ronaldo og Tiago truede det danske mål. 

De hvidklædte danske forsøgte alt hvad de kunne, men den sidste aflevering blev for ofte stoppet af en portugisisk fod eller også var der ingen danske i feltet på indlæg. I det 66. minut kom Portugal foran. Danmark fik ikke clearet et hjørne, bolden endte hos Moutinho der – efter et par træk – flot sparkede Portugal foran 1-0. 

Efter målet kæmpede Danmark videre, men stadig uden at komme frem til store chancer. Faktisk skulle vi helt ind i tillægstiden før der kom en stor chance. Agger fik muligheden med et hovedstød efter et hjørne, desværre var forsøget lige på Patricio i det portugisiske mål. 

Det blev Danmarks sidste chance, så da Marc Clattenburg fløjtede kampen af, kunne Portugal både juble over en 1-0 sejr samt kvalifikation til EM 2016.

Status inden den sidste spillerunde
Portugal fører gruppen med 18 point. Danmark ligger 2’er med 12 point, lige foran Albanien med 11 point. Serbien ligger næstsidste med 4 point foran Armenien med 2 point.

Hvis Danmark skal direkte til EM 2016 kræves at Armenien får point mod Albanien. Sker det ikke – lig med albansk sejr i Armenien – vil Danmark skulle ud i playoff her i efteråret.

Kampfakta:
Portugal-Danmark 1-0 (0-0)
1-0 João Moutinho  (66’)
29.860 tilskuere på Estádio Municipal de Braga

Den danske startopstilling
Kasper Schmeichel – Lars Jacobsen, Simon Kjær, Daniel Agger, Riza Durmisi – Daniel Wass (69’ Nicolai Jørgensen), Pierre-Emile Højbjerg (46’ William Kvist Jørgensen), Michael Krohn-Dehli - Martin Braithwaite, Nicklas Bendtner, Christian Eriksen (82’ Yussuf Yurary Poulsen). 

Ikke benyttede spillere: Stephan Andersen, Jannik Vestergaard, Thomas Kahlenberg, Erik Sviatchenko, Simon Busk Poulsen, Morten ''Duncan'' Rasmussen, Jakob Poulsen, Pione Sisto og Jonas Lössl.

Dommerne
Dommer: Mark Clattenburg (ENG)
Sideliniedommere: Simon Beck (ENG) og Jake Collin (ENG)
Målliniedommere: Andre Marriner (ENG) og Jonathan Moss (ENG)
4. dommer: John Brooks (ENG)

Statistiske vinkler efter kampen

  • Danmark er målløse i 3 landskampe i træk for første gang siden juni 2010, dengang mod Australien, Sydafrika og Holland.
  • Daniel Agger rundede 70 landskampe for Danmark som den 19. spiller gennem tiderne
  • Det var Danmarks 39. landskamp på en torsdag, facit er 19 sejre, 10 uafgjorte og 10 nederlag.
  • Danmark har nu mødt Portugal 15 gange. 10 kampe er tabt, to endt uafgjort og tre endt med dansk sejr.

Log ind