U19-spillere er både venner og rivaler

Kasper Dolberg og Stefan Gartenmann spiller begge for det danske U19-landshold, som i øjeblikket er på Malta, hvor de forsøger at kvalificere sig til EM. Men det er ikke det eneste, de har til fælles. Begge spiller nemlig i den hollandske Æresdivision.


Dolberg og Gartenmann på gåtur på Malta før kampen torsdag eftermiddag Foto: DBU Kommunikation


Kasper Dolberg spiller for Ajax, og Stefan Gartenmann spiller for Heerenveen. Dermed er de flere gange om året hinandens fjender, når de to hollandske storklubber tørner sammen. Men sådan er det ikke altid.

For et par gange om året er de på landsholdet sammen, og her glemmer de to æresdivisonspillere alt om klubstriden i Holland. Næsten da.

”Vi hoverer ikke rigtigt, når vi mødes i klubberne. Det er nok mere noget, vi gør, når vi mødes på landsholdet, ” fortæller Stefan Gartenmann, mens Kasper Dolberg erklærer sig enig i den betragtning.

”Men jeg har ikke rigtig noget at hovere over - endnu,” tilføjer Stefan Gartenmann grinende.

Hensyn og high-fives

Selvom man kunne forestille sig, at de to unge talenter render og savner hinandens danske selskab, så er det ikke nødvendigvis et gensyn, der emmer af venskab, når de møder hinanden til kamp i Holland.

”Sidst sagde vi ikke rigtig noget til hinanden – der gav vi vist bare en high five. Gjorde vi ikke?” siger Stefan Gartenmann, mens han kigger spørgende på Kasper Dolberg, som nikker.

Men selvom de ikke udstrålede kærlighed til hinanden før kampen, så fortæller de samtidig, at de tager visse hensyn til sine landmænd.

”Altså vi tænker ikke så meget på hinanden, når vi er på banen. Men nogen går man hårdere til end andre, og der er det nok ikke ens landsmand, man tackler hårdest,” fortæller Stefan Gartenmann.

Danmark spillede tirsdag mod Island i EM-kvalifikationens første kamp. Her var det tæt på, at Danmark endte som sejrsherre, men med en bitter udligning langt inde i kampens overtid måtte U19-landsholdet nøjes med et enkelt point.

Danmark spiller torsdag 14.45 mod Malta og mod Israel søndag klokken 14.00. 

Du kan følge U19-landsholdet her.

Log ind