Nyt talent får chancen på U21
Kristian Pedersen fra HB Køge får chancen på U21-landsholdet efter et flot efterår. Den 21-årige venstre back har aldrig tidligere spillet på nogen af DBU’s landshold.
Kristian Pedersen fra HB Køge har aldrig tidligere været med på U-landsholdene. Nu kan han få debut på U21-holdet. Foto: fodboldbilleder.dk
U21-landstræner Niels Frederiksen har udtaget de sidste to spillere til den trup, der i næste uge møder Rumænien og Armenien i EM-kvalifikationen.
Valgene er faldet på en gammel kending og en sprit ny landsholdskandidat – nemlig henholdsvis Mikkel Desler fra OB og Kristian Pedersen fra HB Køge, som har været igennem en fin udvikling i HB Køge gennem det sidste stykke tid.
”Vi har fulgt Kristian Pedersen i efteråret, hvor han har leveret flotte præstationer som venstre back for HB Køge. Han er en aggressiv, fysisk stærk back, som også har en masse power i det fremadrettede spil,” siger Niels Frederiksen om det unge talent, som aldrig tidligere har været inde omkring nogen af DBU’s andre U-landshold.
”Udtagelsen af Kristian er også et udtryk for, at en lang række ungdomslandskampe ikke nødvendigvis er en forudsætning for at komme på U21-landsholdet. Hvis man tager store udviklingsskridt og præsterer på højt niveau på klubholdet, så kan man komme i spil – og det har Kristian gjort,” siger Niels Frederiksen.
Også hos Kristian Pedersen vakte udtagelsen glæde og overraskelse
”Jeg er helt mundlam. Jeg vidste ikke, at jeg var i spil, så det kom som en overraskelse, da Niels ringede. Det er enormt stort at blive udtaget og et kæmpe skulderklap. Nu glæder jeg mig selvfølgelig rigtig meget til at være en del af U21-landsholdet,” sagde Kristian Pedersen umiddelbart efter han havde fået overbragt nyheden fra landstræneren.
Comeback til Desler
Niels Frederiksen har også udtaget OB’s Mikkel Desler, som endelig er kommet tilbage efter en længere skadesperiode. Derfor er der også blevet plads til ham i U21-truppen, som han senest var en del af i juni måned, inden U21-holdet tog afsted til EM i Prag.
”Mikkel Desler er kommet fint igennem et længerevarende skadesforløb, har trænet fuldt med i et godt stykke tid og har optrådt på OB's Superligahold i de seneste kampe. Han er en energisk to-vejs spiller, som kan hjælpe holdet både offensivt og defensivt,” siger Niels Frederiksen.
Kampen mod Rumænien spilles på udebane fredag den 13. november, mens Armenien gæster Danmark tirsdag den 17. november. Kampen spilles på Aalborg Stadion kl. 18.45, hvor der er gratis adgang.