FCK-spillere skal tackle matchfixing

Kulturministeren besøgte mandag FCK’s anlæg på Frederiksberg i forbindelse med ’Stop Matchfixing’ kampagnen. Her var FCK spillerne på skolebænken for at lære om den største trussel mod idrætten.

Som et led i ’Stop Matchfixing’ kampagnen får alle elite-sportsfolk på tværs af tennis, badminton, håndbold, ishockey og fodbold disse måneder besøg af en instruktør, der skal lære spillerne om truslen fra matchfixing. Og mandag var turen kommet til spillerne i FC København, der var samlet i lokalet, hvor der normalt holdes taktikmøder

Her bød kulturminister, Bertel Haarder, de 30 spillere velkommen, inden han selv tog plads blandt spillerne.

”Hvis matchfixing vinder indpas, ender vi med tilstande som i Asien, hvor spillerne spiller for tomme stadions, ” lød det blandt andet fra ministeren, der samtidig opfordrede spillerne til at gå forrest i kampen.

På mødet fik FCK’s spillere mulighed for at diskutere problemstillingerne, og information om, hvad de som spillere selv kan gøre for at dæmme op for kriminaliteten. 

Sig noget – hvis du ser noget
Kampagnen skal informere om regler og konsekvenser i forbindelse med matchfixing bl.a. ved opsøgende klubbesøg, viral indsats og en 24 timers bemandet hotline.

Målet er at påvirke fodboldspillere og andre sportsfolk til aktivt at fortælle om ulovlige eller problematiske hændelser. Matchfixing er nemlig et fælles ansvar, og det kan få konsekvenser for alle parter, hvis det vinder indpas. Derfor er hovedbudskabet ’sig noget – hvis du ser noget’. Og det budskab deles af spillerne.

”Det er vigtigt, at vi tager et standpunkt nu. Det er presserende, og vi skal have det på tapetet. Ligesom doping har været det i mange år; og det her er potentielt mere ødelæggende. Jeg er som spiller glad for, at der er et telefonnummer, som vi kan ringe ind, hvis der skulle være noget,” lød det fra landsholds- og FCK-spiller, William Kvist

Bag kampagnen står Kulturministeriet, DIF, DOGA (Danish Online Gambling Association), Danske Spil og DBU.

Læs mere om kampagnen og reglerne på www.stopmatchfixing.dk

Besøget var ét af over 200 klubbesøg på tværs af fem sportsgrene. Heraf tegner fodbolden sig for halvdelen, da DBU har valgt at besøge alle klubber fra Alka Superliga til Danmarksserien samt 3F-Ligaen.

Udvalgte klubbesøg over den næste måned

17/11 – FC Helsingør, 1 division
17/11 – Hvidovre, 2 division
24/11 – OB, Alka Superliga
26/11 – AaB, Alka Superliga

For ønske om mediedækning, kontakt Mikkel Minor, DBU Kommunikation på 4326 2244 


Log ind