Talentudviklingschef med national og international erfaring
DBU har ansat Flemming Berg til at styrke DBU’s arbejde med talentudvikling. Flemming Berg kommer fra en stilling som chefscout hos Brøndby IF og har international erfaring efter syv år hos Chelsea FC.
Peter Rudbæk, trænerudviklingschef, Kim Hallberg, elitechef og Flemming Berg, talentudviklingschef. FOTO: www.fodboldbilleder.dk
Talentudviklingen i dansk fodbold er afgørende for fremtiden og bliver nu styrket med ansættelsen af Flemming Berg som DBU’s nye talentudviklingschef. Sammen med DBU’s kommende elitechef Kim Hallberg og trænerudviklingschef Peter Rudbæk skal han styrke det samlede arbejde med elitefodbold i DBU, fortæller Claus Bretton-Meyer, administrerende direktør i DBU:
”Med ansættelsen af Flemming Berg får vi en talentudviklingschef, som har fungeret på allerhøjeste niveau både internationalt og nationalt. Hans erfaring og kendskab til de mange forskellige interesser inden for fodbolden giver ham de bedste forudsætninger for at navigere effektivt i miljøet og bidrage til talentudviklingen i dansk fodbold,” udtaler Claus Bretton-Meyer.
Flemming Berg har 10 års erfaring som scout - senest som chefscout hos henholdsvis Brøndby og FC Nordsjælland og inden da som International Senior Scout hos Chelsea FC - og har som den eneste dansker taget licens som Academy Manager hos det engelske forbund samt været instruktør på DBU’s træneruddannelser de seneste 15 år.
Flemming Berg skal arbejde med - og videreudvikle - DBU’s talentudviklingsprogram ’Den Røde Tråd’ samt sikre talentidentifikation og scouting med henblik på udviklingen af nye talenter. Samtidig skal han stå for ansættelser af kommende kvinde-, assistent- og ungdomslandstrænere og rådgive direktionen i ansættelsen af en kommende herre A-landstræner.
DBU’s nye elitechef Kim Hallberg glæder sig over talentudviklingschefens store erfaring:
”Flemming Berg har en spændende profil med erfaring fra store klubber både herhjemme og i udlandet. Han ved, hvilke færdigheder spillerne skal besidde for at nå højeste niveau, både i relation til spillestil og rent aldersspecifikt. Hans kompetencer indenfor talentidentifikation bliver essentielle i forhold til hans daglige arbejde og dialog med U-landstrænerne,” siger Kim Hallberg.
Flemming Berg ser frem til at arbejde med talentudvikling i dansk fodbold efter mange års erfaring i at spotte talenter i det store udland.
”Jeg vil gerne bidrage til yderligere udvikling og optimering af DBU’s talentudvikling, der gennem årene har opbygget en solid position baseret på strategi og viden inden for dansk fodbold. Som talentudviklingschef vil jeg skabe effektive processer og kompetent styring, der sætter individet i højsædet, men altid med henblik på helheden.”
Flemming Berg tiltræder som talentudviklingschef den 1. juli 2015 og vil referere til DBU’s kommende elitechef Kim Hallberg.
Fakta om Flemming Berg:
42 år
2014 - i dag: Chefscout, Brøndby IF
2012 - 2014: Chefscout, FC Nordsjælland
2005 - 2012: International Senior Scout, Chelsea FC
2003 - 2005: Cheftræner, Thisted FC
2001 - 2003: U19-cheftræner og talentudviklingschef, Thisted FC
2000 - 2001: U17-cheftræner, FC København
1999 - 2000: U19-cheftræner, Hvidovre IF