"Vi er blevet så mange, at vi skal deles op i to hold - et b-hold og et c-hold," fortæller Tommy Hessel og kigger nøje rundt på de 22 unge, der har kæmpet sig vejen frem til Tune IF’s kunststofbane en kold aften i februar.

"Det er vigtigt for os alle, at I siger til med det samme, hvis I ikke kan forstå, hvorfor I er endt på det hold," fortsætter træneren og gnider de stædige snefnug væk fra brillerne. 

En ung kvinde iført en Brøndby-trøje rækker hånden i vejret. Hun kæmper med tårerne, men får alligevel formuleret sin fortvivlelse.
"Jeg er lidt ked af at være på c-holdet," siger hun og kigger ned i kunstgræsset.
 
"Se sådan på det, at der findes landsholdet, og så findes der Brøndby IF. C-holdet er Brøndby, og b-holdet er landsholdet. Begge hold er dygtige og unikke," forklarer Tommy Hessel. Hun kigger ned ad sin Brøndby-trøje, tygger lidt på ordene.
 
"Jeg kan godt lide Brøndby," siger hun så og smiler.

Det er den slags situationer Tommy Hessel skal tænke nøje over, når han hver mandag og fredag træner 22 unge spillere mellem 16 og 28 år med udviklingshandicap i Tune Idrætsforening. De ser måske helt almindelige ud, formår at tøjle en glat fodbold og elsker alle at være en del af et hold. Men hver især kæmper de med alt fra svær ordblindhed til Downs syndrom.  

"De er uden tvivl mere sårbare og har lettere ved at misforstå nogle ting. Derfor skal tingene siges med omhu, fortæller Tommy Hessel, der har stor erfaring med unge med udviklingshandicap. Han er udover at være træner for Tune IF’s handicapfodboldhold også landstræner for herre b-landsholdet for handicapfodbold og far til en datter med udviklingshandicap.

Trygge rammer
I lidt over et år har Tune IF været mere end bare en helt almindelig idrætsforening med helt almindelige fodboldhold. I lidt over et år har idrætsforeningen seks km vest for Greve givet unge med udviklingshandicap muligheden for at træne fodbold i trygge rammer. Det er Pauli Christensen stolt af. Som næstformand i idrætsforeningen har han set sin klub vokse - ikke bare i antallet af spillere, men også som forbillede.

"Spillerne klæder om sammen, spiller kampe mod hinanden og ser hinanden træne. Det har været en øjenåbner. Vi har fået nedbrudt en masse fordomme blandt de almindelige spillere," forklarer Pauli Christensen, der er folkeskolelærer og underviser specialklasseelever. Med det afsæt har han sammen med holdleder Lene Lysholm og træner Tommy Hessel startet Special Olympics-holdet op i Tune. Med en masse erfaring i bagagen og en fornemmelse af, at der var et behov, gik de i gang med at danne et hold for unge med udviklingshandicap. Fra idéen opstod til de stod på banen med syv spillere på kunststofbanen i Tune, gik der 14 dage.

"Det har ikke været meget anderledes at starte det her hold op som så mange andre hold. Men det har gjort det hele meget nemmere, at det er en helt almindelig fodboldklub, der står bag os. Fra første dag har vi haft fantastiske træningsforhold, vi slipper for en masse administration, og de unge føler sig mere som alle andre, fortæller Tommy Hessel og kalder de 22 spillere sammen.

Succeskriteriet i januar sidste år var, at der skulle være nok spillere til at danne et 7-mandshold. Nu har holdet 22 spillere, der kommer fra hele Sjælland og bruger både halve og hele timer på at komme til fodboldtræning i Tune.

Meget mere end fodbold
Käthe Andersen er en af de spillere. Med en nervøsitet på størrelse med to fodboldbaner, besluttede hun sig for at tage med en veninde til fodboldtræning en kold januardag sidste år.

"For mange år siden spillede jeg på et helt almindeligt hold. Der var for meget fnidder, og jeg blev ofte uvenner med de andre spillere, fordi de ikke kunne acceptere, at jeg var anderledes," forklarer den 20-årige forsvarsspiller forpustet efter en spurt op og ned ad banen. Käthe Andersen lider af dysleksi - en svær form for ordblindhed, som har givet hende store faglige og sociale udfordringer i skolen. Fodbold har hun til gengæld altid haft flair for, men efter nederlagene på det almindelige fodboldhold, parkerede hun sin store boldinteresse igennem en årrække. Nu træner hun med 21 andre unge med udviklingshandicap - og selvom de er meget forskellige, og graden af handicap er meget varieret, giver det hende følelsen af fællesskab.

"Det kammeratskab vi har er helt unikt, jeg har fået mere selvtillid og er begyndt at sige min mening," fortæller Käthe Andersen, der har fået så meget gejst og styr på fodbolden, at hun er blevet udtaget til damelandsholdet under Dansk Handicap Idræts-Forbund. Sammen med to andre kvindelige spillere fra handicapholdet i Tune skal hun til Los Angeles og spille Special Olympics World Games til sommer.

"Jeg tænker nogle gange over, hvad jeg skulle have gjort uden Tune IF. Det er blevet meget mere end bare fodbold for mig. Det er her, jeg har mine venner," fortæller hun og kigger ud på banen til de andre spillere. 

Sneen vælter stadig uforhindret ned. Aftenens træning er ved at være slut, og Tommy Hessel fløjter af. 
"Tak for i dag, venner. Vi ses på fredag," siger han og klapper pigen med Brøndby-trøjen på skulderen. Hun smiler, men bliver afbrudt af Käthe Andersen og to andre spillere, der omfavner hende pludseligt og kærligt. Alle ved, at de hver i sær har sit at kæmpe med, men når de er på fodboldbanen i Tune, sker der noget. Her handler det om fodbold og fællesskab.