Et kig tilbage på kampprogrammet

DBU stopper med at lave kampprogram og en ny spændende digital epoke begynder. Læs en passioneret kampprogram-samler, Simon Neergaard-Holms, tilbageblik på en mere end 100-årig tradition

Et krøllet kampprogram i lommen er i dag som for 100 år siden en væsentlig del af en god fodboldlandskamp. Som optakt til landskampen mod USA på onsdag satser DBU på de digitale og sociale medier på bekostning af et trykt landskampmagasin.
 
Et kampprogram i lommen har altid været en del af en god fodboldoplevelse. Sådan har det været siden 1910, hvor den første landskamp på hjemmebane blev spillet. Programmet dengang oplyste om holdene på banen og blev læst som tidsfordriv i pausen. I gamle dage kunne tilskueren folde programmet en enkelt gang og stikke det i lommen. Siden 1992 har DBU udgivet et flot magasin i A4-format, som tilskueren må bakse med under hele kampen. 
 
Hvis man spreder de mere end 500 programmer fra de seneste 100 år ud på et stort gulv, får den nysgerrige iagttager fortalt den fantastiske historie om landsholdet og DBU. 
 
Her følger et par højdepunkter:
 
I 1930 vandt Danmark med 6-1 over Sverige i den gamle Idrætspark. I det gulnede program er der en del friske annoncer for spirituøse drikke, gode tobakker og listige restauranter i nærheden af Idrætsparken. Tobaksreklamer var næppe gået i dag med nutidens krav til sundere levevis og politisk korrekte annoncer. I 2011 reklameres der i DBU’s flotte landskampmagasin for mælk, fitness og sundhedstyggegummi!
 
I 1934 spillede landsholdet hjemme mod Sverige igen. I velkomsten i programmet opfordres publikum til at være skånsom i Kritikken og begejstret i Bifaldet. Et urimeligt Tilråb, der høres inde på Banen, kan gøre mere Fortræd end man tror. Budskabet er ganske tidløst og kunne være skrevet i dag. 
 
Danskerne spillede godt, men svenskerne vandt 5-3 – hvad der kom til at gælde for mange svenskerlandskampe i de år. Kaj Uldaler, der scorede det første mål, havde åbnet en vinforretning på Amager. I en annonce for forretningen opfordrer han publikum til at aflægge et Besøg eller tag Telefonen og faa en Sludder med mig.
 
Foran 32.000 tilskuere blev Finland i 1953 fejet ud af banen med 6-1. I en annonce for den nye B&O barbershaver hedder det: Heja – Heja- Heja – Nu ska´ skægget ha´ da-da. Der er gået meget god markedsføring tabt siden dengang!
 
Til DBU’s jubilæumskamp i 1965 mod et hold fra resten af verdenen blev der på forsiden for første gang afbildet en skulptur med to spillere i kamp. Værket var af billedhuggeren Knud Nellemose (1908-1997). Den forside blev anvendt indtil 1972 og huskes i dag af mange. 
 
I 1975 var pessimismen til at føle på, idet landtræner Rudi Strittich i programmet udtalte, at ”jeg beundrer danskerne selv om de taber hver gang”. Det danske hold vandt én gang i 1975 – over Finland. Den slags defaitisme i et program var nok ikke gået i dag! 
 
Kampen mod Sovjetunionen en smuk grundlovsdag i 1985 står for de fleste som den bedste kamp, der nogensinde har udfoldet sig i Idrætsparken. Preben Elkjærs udstrakte arme i jubel på forsiden af programmet giver et godt billede af kampens udvikling. Dette program er en værdsat souvenir for mange.
 
Med 70 tætskrevne sider blev der i 1987 til EM-kvalifikationskampen mod Czekoslovakiet sat en ny standard. Udførligt statistisk materiale om spillerne og modstanderen fik programmet til at fremstå som et rent opslagsværk. Men redaktøren var også Frits Ahlstrøm, som siden har vist, at han elsker statistik og gode fodboldanekdoter. Kampen endte 1-1. 
 
Europamestrene mod de tyske verdensmestre indviede i 1992 den nye nationalarena Parken. Programmet markedsførte i højere grad end tidligere DBU som organisationen bag landsholdet. Landsholdet indgik nu tydeligt i en egentlig markedsføring. Revanchen fra EM-finalen endte 2-1 til Tyskland på et heldigt frisparksmål i slutminutterne. 
 
I 2002 kort før VM-slutrunden i Japan/Sydkorea besejrede landsholdet Cameroun. Bagsiden af programmet var usædvanlig vovet. Det tidligere holdfoto blev nu afløst af 3 friske ARLA-mælkepiger, der poserer deres nydelige bagdele, medens de gør reklame for frisk energi. Det tog således DBU godt og vel 70 år at få nogle gode baller i landskampprogrammet! 
 
DBU’s flotte kampprogrammer vil leve videre som et kært eje hos alle landsholdets nostalgikere. Det er en naturlig udvikling, at præsentation og optakt til landskampene alene lægges på internet.
 
Du kan se de fleste af landsholdets gamle kampprogrammer på www.kampprogrammer.dk

 




Log ind