Faxe Kondi Ungdomspokalen - når der går fodbold i den
Ungdomspokalturneringerne rundt om i landet er på vej ind i de afgørende faser. Faxe Kondi er med hele vejen til det store landsdækkende finalearrangement i Farum den 27.-28. juni.
- - For det er min yndlingssodavand……..
Den sang kommer med garanti til at brage ud over højtalerne på Farum Park i weekenden den 27.-28. juni, når der afvikles finaler i Faxe Kondi Ungdomspokalen.
Det er tredje år, at Faxe Kondi er med omkring ungdomspokalturneringen, som omfatter årgangene U13-U19 piger og drenge.
I år har turneringen deltagelse af 1.209 hold, der fordeler sig således på køn og alder:
Årgang | DBU Jylland | DBU Fyn | DBU Sjælland/DBU København |
---|---|---|---|
U19 piger | 13 | - | 16 |
U17 piger | 30 | 11 | 43 |
U15 piger | 42 | 13 | 46 |
U14 piger | 28 | 11 | 23 |
U13 piger | 27 | 11 | 26 |
U19 drenge | 58 | 20 | 64 |
U17 drenge | 54 | 32 | 63 |
U16 drenge | 51 | - | 46 |
U15 drenge | 77 | 30 | 65 |
U14 drenge | 73 | 22 | 68 |
U13 drenge | 66 | 22 | 58 |
Allerede i efteråret blev pokalturneringerne indledt, og rigtig mange af de 1.209 hold har forladt turneringen. Det er nu de lokale pokalturneringer skal afgøres, og det er også nu, at holdene til det store finalearrangement på Farum Park skal findes.
Finalefest i det Nordsjællandske
Farum Park lagde i 2014 for første gang kunstgræs til det landsdækkende finalearrangement i Faxe Kondi Ungdomspokalen. Her blev fem spændende finaler afviklet på en dag. I år har man udvidet konceptet til at omfatte flere årgange, og der skal derfor afvikles otte finaler på Farum Park i weekenden den 27.-28. juni.
Lørdag den 27. juni er det U17 og U 19 drenge og piger, der kæmper om pokaltitlen, mens det om søndagen bliver U14 og U15 drenge og piger, der skal i aktion.
Finaleholdene skal findes via de lokale pokalturneringer, hvor de jyske og fynske vindere mødes i en knald eller fald kamp om finalepladsen. Den anden finalist bliver vinderne af de fælles pokalturneringer, der afvikles imellem København og Sjælland.
Til både fælles finaler i Østdanmark og semifinalerne i Vestdanmark vil alle spillere få udleveret en lækker støvlepose fra Faxe Kondi og DBU, ligesom der til disse kampe vil være ekstra dækning fra lokalunionerne i form af kampprogrammer, dommertrio og festlige rammer.
Men den helt store fest bliver på Farum Park den sidste weekend i juni, hvor DBU og Faxe Kondi vil sørge for en fantastisk kulisse, når årets Faxe Kondi Ungdomspokalfest skal afvikles.