UEFA inviterer DBU og FC Barcelona til møde

DBU, FC Barcelona og UEFA mødes tirsdag for at drøfte sagen om muligt FC Barcelona fodboldakademi i Danmark. DBU vil argumentere for, at UEFA’s regler skal overholdes af alle, også FC Barcelona.


Foto: fodboldbilleder.dk


I morgen mødes DBU og FC Barcelona med UEFA for at drøfte planerne om et fodboldakademi fra den catalanske storklub – det såkaldte FCB Escola – i Ballerup udenfor København.

Mødet er blevet arrangeret efter at DBU i flere omgange har gjort FCB Escola opmærksom på, at de handler i strid med UEFA’s regler – cirkulære nr. 28 fra 2013 – når de forsøger at etablere et fodboldakademi uden forudgående godkendelse fra det nationale fodboldforbund. DBU besluttede på et bestyrelsesmøde i marts, at et internationalt fodboldakademi i Danmark ikke kan godkendes af flere årsager:
  • FCB Escola-akademiet ønsker at selektere børn ned til 6 års-alderen, hvilket er i strid med dansk fodbolds retningslinjer om ikke at selektere børn i så ung en alder
  • FCB Escola-akademiet vil afholde auditions og kun lade nogle børn være med, hvilket skaber ulighed i børns adgang til tilbuddet. Det er i direkte strid med hele den danske foreningskultur.
  • Det kan skade dansk talentudvikling, hvis internationale fodboldakademier isolerer få, udvalgte børn, der dermed ikke får mulighed for at udvikle sig sammen med andre danske børn.
  • Det er i strid med kulturen i dansk fodbold, hvor alle klubber og foreninger tager ansvar for både elite og bredde – og dermed løfter et fælles ansvar om fællesskab og sammenhængskraft.
Den spanske storklub FC Barcelona driver ikke selv FCB Escola men giver licens og tilladelse til nationale klubber og firmaer, der ønsker at drive fodboldakademierne. UEFA har indkaldt FC Barcelona til mødet, da den spanske storklub  er underlagt UEFA’s regler på området og derefter må drage konsekvenser i forhold til folkene bag FCB Escola i Danmark. DBU kan ikke se anden udgang på sagen, at fodboldakademiet derefter bliver aflyst – ellers kan der blive tale om en disciplinærsag mod FC Barcelona i UEFA, vurderer Bent Clausen, næstformand for DBU og formand for DBU’s breddeudvalg.

”Over hele Danmark er FC Barcelona respekteret for klubbens fantastiske fodbold. Men i denne sag er det vigtigt for os, at vi ikke går på kompromis med beskyttelsen af danske børn, der ikke skal udsættes for selektion helt ned til 6 års-alderen. Og så ønsker vi ikke at ødelægge den særlige foreningsbårne fodboldkultur, hvor alle har lige adgang og hvor der arbejdes i fællesskab og sammenhæng mellem elite og bredde i dansk fodbold. Derfor kan vi principielt ikke godkende internationale fodboldakademier i Danmark,” siger han.

Mødet hos UEFA finder sted tirsdag eftermiddag.

 Sagen kort



Log ind