Albanien tildeles sejr over Serbien

Ifølge det albanske fodboldforbund har CAS truffet en afgørelse i den såkaldte Drone-sag, som blev appelleret af både Serbien og Albanien.



Kampen mellem Serbien og Albanien den 14. oktober 2014 blev som bekendt afbrudt, da en drone fløj ind over banen og medførte store uroligheder. Kampen blev herefter ikke genoptaget. 

Oprindeligt havde UEFA efterfølgende tildelt Serbien en 3-0 sejr over Albanien, men serberne blev samtidig fratrukket tre point pga. urolighederne på deres hjemmebane. Begge lande valgte at appellere dommen. 

Nu er der kommet en afgørelse i appelsagen, og her har CAS tildelt albanerne en 3-0 sejr over serberne.

Det betyder, at Albanien nu er á point med Danmark i gruppe I i EM-kvalifikationen – dog har albanerne spillet en kamp færre end Danmark.

"Det er en kompliceret sag, men for mig er afgørelsen uforståelig, unfair og ikke sportslig korrekt. Men hvert hold må sørge for sit. Vi kan stadig selv afgøre det, men det er klart, at vejen til Frankrig er blevet sværere nu. Vi må gå ud fra, at vi skal vinde de sidste tre kampe. Der kan selvfølgelig ske noget undervejs, men det er sådan, vi må se på det nu," udtaler landstræner Morten Olsen.

Han suppleres af DBU's elitechef Kim Hallberg.

”Vi er overraskede, men vi respekterer naturligvis afgørelsen fra CAS. Det betyder selvfølgelig, at det bliver sværere at kvalificere os til EM, men kampen mod Albanien har hele tiden været afgørende, og det ændrer afgørelsen ikke på. Men det betyder, at de efterfølgende kampe mod Armenien og Portugal kan få større betydning.”

”Det er klart, at kampen mod Albanien nu bliver endnu mere spændende, og derfor håber vi naturligvis på størst mulig opbakning i et fyldt Parken - og en stemning, som da vi spillede mod Serbien. En kamp som var mindst lige så vigtig og afgørende for, at vi kvalificerer os til EM,” udtaler elitechef Kim Hallberg. 

Dermed er der lagt op til et brag af en kamp i Telia Parken den 4. september, når Danmark tager imod Albanien. Der er p.t. solgt 31.236 billetter til kampen.

Køb din billet til Danmark-Albanien her. 

Læs mere på CAS' hjemmeside.

Log ind