MENU

Kenn Hansen dømmer 16. dels-finale

UEFA har påsat dansk dommerteam til at dømme 16.delsfinalen i Europa League, derfor styrer Kenn Hansen slaget på Red Bull Arena i Salzburg torsdag aften

Kenn Hansen 2012
Foto: fodboldbilleder.dk


Den danske dommer, Kenn Hansen, dømte søndag FC København mod FC Vestsjælland i Alka Superligaen. Inden han næste weekend skal i ilden igen på Brøndby Stadion, hvor hjemmeholdet møder rækkens nummer 1, FC Midtjylland, har UEFA imidlertid sendt ham til Østrig. 

Her skal han dømme hjemmeholdet Red Bull Salzburg mod spanske Villarreal i Europa League. Kampen er et returopgør, og da første kamp blev 2-1 til Villarreal i Spanien, er der formentlig spænding til sidste fløjt. 

”Det er virkelig fantastisk, at UEFA har bedt os om at dømme kampen”, fortæller Kenn Hansen. ”Det tyder på, at de er godt tilfredse med vores indsats i efterårets gruppespil. Og det er vores største kamp til dato, som vi glæder os meget til at løse.”

Til kampen får Kenn Hansen opbakningen af sit team bestående af Henrik Larsen og Lars Rix på linjerne, Daniel R. Nørgaard som fjerdedommer, mens Mads-Kristoffer Kristoffersen og Jens Maae er med som måldommere.

Kampen starter torsdag aften kl. 19:00 på Red Bull Arena i Salzburg, der kan rumme 31.895 tilskuere.

Kenn Hansen er placeret i UEFA’s kategori 1– den næsthøjeste kategori for dommere. Han har dømt Superliga siden 2008 og blev i 2011 udnævnt til FIFA-dommer. Kenn vandt i 2012 prisen for Årets dommer ved Dansk Fodbold Award. En pris som han også er nomineret til for sæsonen 2014.  

Log ind