DBU’s økonomi er kommet i balance

Efter to år med underskud er DBU’s økonomi kommet i balance. Budgettet for næste år er vedtaget med et 0-resultat som mål.



DBU's kasserer, Christian Koefoed, konstaterer i sit nyhedsbrev, at det er lykkedes at skabe en balance mellem indtægter og udgifter. Foto: www.fodboldbilleder.dk

Bedre balance mellem indtægter og udgifter. 

Det er resultatet af målrettet arbejde i DBU, hvor regnskabsåret 2014-2015 ser ud til at give et mindre overskud. Det sker efter, at der de sidste to år har været underskud i DBU på henholdsvis 9,9 mio. kr. i 2013 og på 4,5 mio. kr. i 2014. Samtidig har DBU’s bestyrelse netop vedtaget et budget for det næste år, der økonomisk skal ende i et 0-resultat, så der fortsat er en robust og balanceret økonomi, skriver kasserer Christian Kofoed i sit nyhedsbrev til DBU’s Repræsentantskab
 
"Udsigten til et mindre overskud er et positivt fremskridt i forhold til de seneste par år, hvor DBU har haft underskud på 10 mio. kr. i 2013 og 4,5 mio. kr. i 2014. Dermed er det lykkedes at skabe en mere robust økonomi, takket være håndfast styring af omkostninger og et konstant fokus på at skabe yderligere indtægter  i den daglige drift,” skriver Christian Kofoed. 
 
DBU’s kasserer Christian Kofoed roser den daglige ledelse og medarbejderne i DBU for at skabe balance i økonomien men understreger samtidig, at der fortsat er behov for fokus på indtægterne og at DBU hele tiden bliver mere effektivt og får mest muligt ud af de midler, der er til rådighed: 

"Det er godt arbejde men kræver også fortsat fokus, så DBU også fremadrettet har balance i økonomien og får råd til at investere i udviklingen af dansk fodbold,” skriver han. 
 
DBU’s bestyrelse har netop besluttet budget for regnskabsåret 2015-2016, hvor målet igen er et 0-resultat. Det nye budget er baseret på de nye aftaler mellem DBU og henholdsvis Divisionsforeningen og Foreningen af Lokalunioner, der fordeler mange penge til udviklingen af både den professionelle del og i bredde-delen af dansk fodbold. De to aftaler får i det nye budget to mio. kr. ekstra. Samtidig er der budgetteret med et bedre resultat for fodboldskoler og indgåelse af de nye aftaler med kommuner. 
 
Til gengæld er der jo ikke indtægter fra EM-slutrunden samtidig med, at modstanderne i VM-kvalifikationen i efteråret 2016 er hold, der ikke sælger billetter lige så let som eksempelvis Sverige og Portugal. Det kan betyde lavere billetindtægter, hvilket påvirker budgettet, skriver kassereren: 

"Det har derfor været nødvendigt at indrette budgettet efter den nye økonomiske virkelighed. En række ønsker om udvidelse af aktivitet niveauet er derfor ikke blevet imødekommet, og det har været nødvendigt for bestyrelsen at prioritere og fravælge, så der kunne opnås fortsat balance mellem indtægter og udgifter,” skriver Christian Kofoed.

Læs DBU's kasserers nyhedsbrev: "Nyt fra Kassereren"

Log ind