Oplev Danmark-Frankrig i Telia Parken

Billetter til Landsholdets sidste kamp i EM-kvalifikationen sættes til salg i dag klokken 10.00. Du kan sikre dig en billet til kampen mod Frankrig den 11. oktober lige her.

Nyhed_DANFRA_500
EM-kvalifinkationen afsluttes i Telia Parken mod Frankrig. Kom så Danmark! Foto: Fodboldbilleder.dk

Landstræner Morten Olsen lovede først på året ”lidt af en fest” til kampen mod Frankrig, da Danmark til den tid gerne skal have spillet sig til en plads i gruppespillet ved EM.

Om festen bliver en realitet afgøres i Telia Parken søndag den 11. oktober, hvor Patrice Evra, Paul Pogba og Karim Benzema sammen med resten af den franske trup gæster dansk græs for første gang i flere år.

Kampen afslutter Danmarks dramatiske pulje i EM-kvalifikationen og er samtidig en optakt til de mulige play-off kampe, der spilles i november.

Kampen mod Frankrig er blevet kendt som ”Kvalifikationskampen uden point”, da Frankrig som værter for sommerens EM-slutrunde er selvskrevet kvalifikation. Alligevel har Frankrig indgået i Danmarks gruppespil, så det franske hold kan få samme kamptræning som de resterende hold.

Derfor er kampen mod Frankrig meget mere end blot en venskabskamp for Morten Olsens tropper. De kommende EM-værter vil uden tvivl give de danske drenge kamp til stregen.

Til kampen mod Frankrig tilbydes billetpriser i kategori ”E”, og du kan derfor tage din familie på fire med til landskamp til blot 650 kroner i billetkategori 3. Læs mere om DBU´s billetsalg her.

Du køber dine billetter til kampen mod Frankrig her.

Fanzone – god stemning også før kampen

DBU arrangerer som altid Fanzone foran Telia Parken op til kampstart, så stemningen rammer højdepunktet, når dommeren fløjter kampen i gang klokken 20.45. Vær med til at skabe den gode stemning med ansigtsmaling, bannerproducering og meget mere – og bliv godt klædt på til at bakke landsholdet op, når fløjten lyder.

Landsholdets Fanklub

Vil du også stå først i køen, når billetterne til sommerens EM bliver sat til salg? Så meld dig ind i Landsholdets Fanklub. Du kan allerede nu spare 10% på dit billetkøb til Danmark-Frankrig. Læs meget mere her.

Vidste du at…

Frankrigs største nederlag nogensinde var til Danmark? Franskmændene fik decideret prygl tilbage i 1908, hvor Danmark trak sig sejrrigt ud af et opgør med en målscore på 17-1. Fantastisk udgangspunkt for kampen til oktober – men mindre kan nu også gøre det. 


Log ind