MENU

Morten Olsen hylder Harald Nielsen

En af dansk fodbolds største personligheder, Harald Nielsen, døde natten til onsdag efter længere tids sygdom, 73 år gammel. Den danske landstræner og andre store fodboldprofiler mindes i dag hele Danmarks ’Guld-Harald’

I videointerviewet ovenfor ser Harald Nielsen tilbage på en karriere med fodbold, fans og forelskelse. Video: Pia Schou Nielsen.



Han var og er stadig den yngste, der nogensinde har debuteret på det danske landshold.

Siden sin debut mod Norge landshold 13. september 1959, hvor han i øvrigt også blev målscorer, blev det til i alt 14 landskampe og 15 mål i de kun 13 måneder, han nåede at spille i nationaltrøjen.

Landstræner Morten Olsen er vokset op med ‘Guld-Harald’ som et af de store idoler og hylder ham og hans betydning for dansk fodbold. 

‘Harald er en af dansk fodbold største stjerner. Han var en kæmpe stjerne i italiensk fodbold og også på det danske fodboldlandshold,’ siger Morten Olsen:

‘For min generation var han en kæmpe stjerne. Dengang var der ikke jo ikke samme mængde fodbold på tv som i dag, hvor det nok er svært at forestille sig, hvor stor et navn Harald egentlig var. Han var en stor international stjerne i italiensk fodbold og vel nok det største danske navn nogensinde - uden at fornærme de andre gode spillere, der har spillet i Italien. Han fik debut på landsholdet som 17-årig - den yngste nogensinde - og han var en del af det fantastiske landshold, der vandt sølv ved OL i 1960. Han har haft er en helt fantastisk karriere, både på klubplan og på landsholdet.’

Ifølge Morten Olsen har dansk fodbold meget at takke for – både på og uden for banen. 

‘Harald fortsatte jo med at arbejde for dansk fodbold efter sin aktive karriere. Han var en af de største katalysatorer til at få indført professionel fodbold i Danmark, hvor han har været aktiv i rigtigt mange år. Han har haft en stor betydning for dansk fodbold på alle måder,’ siger Morten Olsen. 

Hele fodbolden mindes 

Det er dog ikke kun den danske landstræner der hylder fodboldlegendens betydning for både fodbolden.

”Jeg husker ham selvfølgelig for den fantastiske fodboldspiller, han var,” siger Allan Simonsen blandt andet til Ekstra Bladet.

Også for Preben Elkjær, der i 2010 var på scenen sammen med Harald Nielsen at modtage en statuette som symbol på sin optagelse i Fodboldens Hall of Fame, har den danske fodboldspiller også haft en stor personlig betydning:

”Det er meget, meget sørgeligt. Jeg vidste godt, han var syg, men ligesom alle andre synes jeg, det er en meget trist nyhed«, siger Preben Elkjær til Politiken. ”Han banede vejen for os danskere i Italien, og han gjorde det nemmere for mig at komme derned (i 1984, red.)”.

Harald Nielsens holdkammerat og gode ven gennem mange år, Tommy Troelsen, er også meget berørt af situationen:

"Harald har på mange, mange fronter været en betydningsfuld mand for dansk fodbold. Lige så betydningsfuld, som han var for os andre og for sin familie som menneske. Jeg kan slet ikke komme over, at han ikke er mere," siger en meget rørt Tommy Troelsen til DR. 

Se spillerstatistik for Harald Nielsen her

Log ind